Tænder fra neandertalere afslører intime detaljer fra hverdagen
01 november 2018

Vores tænder kan bruges til andet end at tygge føde. De kan også fortælle historier om vores liv og miljøet omkring os.

I et nyt studie, der er udgivet i tidsskriftet Science Advances, har et australsk forskerhold undersøgt tænder fra to neandertalerbørn, der levede for 250.000 år siden i det, der i dag er det sydøstlige Frankrig.

Kemien i deres tænder viser blandt andet, at de tidlige mennesker led af vinterstress og perioder med for meget påvirkning af bly, hvilket muligvis skyldtes forskellige betingelser for årstiderne.

Måske har neandertalerbørnene levet i grotter grundet ekstrem kulde om vinteren og har dermed været tvunget til at drikke urent vand med bly i, fortæller Tanya M. Schmidt, der er antropologisk biolog på Griffith University i Australien, ifølge National Geographic.

Forskerne har undersøgt oxygen-isotoper i børnenes tænder og kan derudfra også konkludere, at det ene neandertalerbarn er født om foråret og blev ammet i 2, 5 år.

»Der er ingen, der før har kunnet teste det (amning, red) så præcist, og den her metode kan hjælpe os med at gøre netop det,« siger Tanya M. Schmidt, der er hovedforfatteren til studiet til National Geographic.

Opdagelserne vækker stor begejstring hos en anden specialist i gamle tænder:

»Det her studie er et af de mest interessante, jeg har læst i lang tid,« siger Kristin Krueger, der er palæontologisk antropolog fra Loyola University i Chicago, ifølge National Geographic.

ie

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.