’Sydens skøre bæst’: Skelet af bizart fortidsdyr fra Madagaskar er kortlagt
adaletheim første pattedyr

I 1999 blev det næsten komplette skelet af det ældgamle pattedyr fundet. Det har taget godt og vel tyve år at artsbestemme det. (Foto: Marylou Stuart) 

I 1999 blev det næsten komplette skelet af det ældgamle pattedyr fundet. Det har taget godt og vel tyve år at artsbestemme det. (Foto: Marylou Stuart) 

01 maj 2020

Et forskerhold fra det australske Monash University har kortlagt et næsten komplet skelet fra dét, som, de formoder, må være ét af de tidligste kendte fossiler fra et pattedyr.

Det skriver Monash University i en pressemeddelelse.

Fossilet blev fundet i 1999. 

»Det har taget næsten 20 år at studere hvert eneste aspekt af fosillet, for at finde frem til hvilken type pattedyr der var tale om, og hvilken plads det formodentlig har haft i økosystemet,« siger lektor og medforfatter på studiet Alistair Evans i pressemeddelelsen.

 

Nu er studiet så blevet publiceret i tidsskriftet Nature. Pattedyret har fået det latinske navn adalatherium, hvilket betyder ’skøre bæst’.

Man formoder, det levede på Jorden for omkring 72,1-66 millioner år siden - altså, samtidig med dinosaurerne, skriver forskerne i pressemeddelelsen.

Forskerne fandt, at dyret med stor sandsynlighed er det første kendte fossile skelet fra den gruppe af pattedyr, der er kendt som gondwanatherianere.

Artsgruppen er opkaldt efter det sydlige superkontinent Gondwana, der strakte sig over Australien, Afrika, Madagascar, Sydamerika og Indien. 

adaletheim første pattedyr

Adalatherium har udviklet sig helt unikt. Dens kranium har blandt andet flere huller, end man har observeret hos andre pattedyr. Forskerne tror, at det kan have gjort dens lugtesans skarpere. (Illustration: Andrey Atuchin)

Herfra rev Madagaskar sig løs for 80 millioner år siden, hvor det gakkede dyr levede og havde mulighed for at udvikle sig til noget af en særling. 

Adalatherium var stor for sin tid. Den vejede cirka tre kilo og var på størrelse med en kat. De øvrige pattedyr, som man kender til fra perioden, har været på størrelse med mus, lyder det i pressemeddelelsen.

Der er dog særligt én anden ting ved dyret, som har forbløffet forskerne:

»Det mærkelige ved dyret ses helt klart i tænderne – de sidder 'baglæns' i munden sammenlignet med andre pattedyr,« siger Evans i pressemeddelelsen.

Adalatherium specielle udseende skyldes måske, at den har udviklet sig isoleret på en ø over flere millioner år, mener forskerne.

»Det er det samme, man ser hos Australiens pungdyr – de er så forskellige fra dyrene i resten af verden,« fortæller Evans i pressemeddelelsen.

 

tkt

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.