Superskarpt billede af Jupiter kaster lys over planetens voldsomme vejr
Jupiter ultraskarp infrarødbillede

Vejret på den smukke gasplanet har længe været genstand for forskning. (Foto: International Gemini Observatory/NOIRLab/NSF/AURA M.H. Wong (UC Berkeley) og Mahdi Zamani.)

Vejret på den smukke gasplanet har længe været genstand for forskning. (Foto: International Gemini Observatory/NOIRLab/NSF/AURA M.H. Wong (UC Berkeley) og Mahdi Zamani.)

11 maj 2020

I flere årtier har forskere peget deres teleskoper mod Jupiter og nu og da lavet observationer, der har øget vores viden om Solsystemets største planet.

Nu har et forskerhold fra Gemini-observatoriet på Hawaii ved brug af såkaldt ’lucky imaging’-teknik taget de skarpeste infrarøde billeder af Jupiter, der nogensinde er taget fra Jorden, og det hjælper med at afsløre planetens vejrsystemer, skriver Gemini Observatory i en pressemeddelelse.

Forskningen er udgivet i tidsskriftet The Astrophysical Journal Supplement Series.

'Lucky imaging' fungerer ved, at teleskopet på Jorden klikker en serie af ultrakort-eksponeringsbilleder, hvorefter forskerne har udvalgt de skarpeste, der er taget, når Jordens atmosfære har været relativt stabil. Derudfra kunne de sætte det imponerende billeder af Jupiter sammen. 

»Data fra Gemini var afgørende, fordi de gav os mulighed for at dykke dybt ind i Jupiters skyer med regelmæssige mellemrum,« siger Michael Wong, leder af forskerholdet og planetforsker ved Department of Astronomy på University of Berkeley i USA, til Gemini Observatory. 

Billederne har gjort mere end blot at vise et smukt billede af Jupiter. De kaster også lys på planetens vejrforhold. 

Kombineret med observationer fra Hubble-teleskopet og NASA’s Juno-fartøj tyder billederne på, at lynnedslag og stormsystemer bliver dannet i og rundt om store konvektionsceller (et fænomen, som opstår, når der er forskel i tætheden i et legeme af væske eller gas). 

Konvektionscellerne bliver skabt af fugtig luft, der hvirvles op over vand-is og flydende stof. 

De nye observationer giver også ny viden om Jupiters berømte røde plets mørke områder, som er dukket op, forsvundet og har skiftet form over tid, hvilket har været et mysterie. 

Nu mener forskerne, at det mørke faktisk er huller i skydækket, og ikke skyldes farvevariationer, som det tidligere har været foreslået. 

 

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.