Stort stykke knækket af Arktis’ største ishylde: »Vi bør være meget bekymrede«
Nioghalvfjerdsbræ spalte klima gletjser GEUS

Et overblik over ishylden Nioghalvfjerdsbræ, markeret med gult, og Spaltegletjseren, markeret med rødt, som er knækket af. (Kilde EU Copernicus Sentinel og GEUS)

Et overblik over ishylden Nioghalvfjerdsbræ, markeret med gult, og Spaltegletjseren, markeret med rødt, som er knækket af. (Kilde EU Copernicus Sentinel og GEUS)

Kilde: 
14 september 2020

Hvert år tager forskere ved hjælp af satellitbilleder bestik af tilstanden af den største ishylde i Arktis.

Særligt i år ser det skidt ud.

Nioghalvfjerdsbræen ligger i Nordøstgrønland og har siden 1999 mistet 160 kvadratkilometer is, svarende til mere end dobbelt så stort et areal som Manhattan-øen i New York.

Cirka 70 procent af den tabte is, et område på størrelse med Samsø, er forsvundet indenfor de sidste to år. Det største tab skete i sommer, da et stort stykke knækkede af og nu flyder frit ude i fjorden.

Det skriver De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS), som står bag forskningen.

»Når man observerer store dele af en ishylde, der knækker af, hæver man lige øjenbrynene, men med den udvikling, der er i øjeblikket i Arktis, så er der også den erkendelse, at det er det, man må forvente,« fortæller Niels J. Korsgaard, forsker ved GEUS, i pressemeddelelsen.

Siden 1980 er gennemsnitstemperaturen i området steget med tre grader, og de rekordhøje temperaturer i 2019 og 2020 var mere, end ishylden kunne klare.

spalte gletsjer knæk 2020 GEUS

Satellitbilleder som viser ishylden knække af. De sorte pletter på overfladen er smeltevandsdamme, flydende vand, som trænger gennem revner ned i ishylden og yderligere destabiliserer den, når det om vinteren fryser til is og udvider sig. (Kilde EU Copernicus Sentinel og GEUS)

»Temperaturer i Arktis stiger hurtigere end det globale gennemsnit. Der er mere varme i havene og luften til at smelte bunden og overfladen af ishylderne, og de stadigt tyndere ishylder har lettere ved at brække af,« uddyber Niels J. Korsgaard.

Ishylderne er barrierer mod den smeltevand, der hver sommer løber fra gletsjerne ud mod havet. Efterhånden som Nioghalvfjerdsbræ forsvinder, vil mere og mere af smeltevandet løbe direkte ud i havet.

»Vi bør være meget bekymrede for det, der ser ud til at være en tiltagende nedbrydning af Arktis’ sidste tilbageværende ishylde, for ned mod den flyder den store nordøstgrønlandske isstrøm« fortæller professor Jason Box, forsker hos GEUS, i pressemeddelelsen.

Den store nordøstgrønlandske isstrøm står for cirka 16 procent af den årlige udledning af smeltevand fra indlandsisen, som Nioghalvfjerdsbræ fanger, før det når havet. Endnu.

cll

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.