Efter en lang periode, hvor Solen har været stille, er solskiven igen begyndt at blive plettet. Nogle af solpletterne er endda rimeligt store.
Solpletter er mørke områder, hvor solens magnetfelt er meget stærkt og indviklet. Disse områder kaldes også for aktive regioner og får hver især numre, så man kan følge dem på solskiven.
Aktive regioner kan udsende soludbrud, der kan skabe smukt nordlys her på Jorden, men de kan også skabe problemer for de satellitter, vi har sendt ud i rummet.
Læs også: Solpletter aflyser pause i global opvarmning
Solens bagside observeres også
Solen bliver observeret døgnet rundt, for at astronomerne kan følge med i, hvordan den opfører sig. Men det er ikke kun den del af solskiven, der vender mod Jorden, der overvåges.
\ Fakta
Solpletter er områder med intens magnetisk aktivitet. Solpletter og soludbrud skyldes ustabilitet i Solens magnetfelt kombineret med solens rotation. Solpletterne er koldere end resten af overfladen og virker derfor mørkere, men der foregår en voldsom aktivitet i sådanne områder.
De to STEREO-satellitter observerer Solen fra hver deres position, og lige nu ligger STEREO-B bagved Solen og kan derved se en aktiv region, der snart vil bevæge sig fra Solens bagside og hen på forsiden.
Denne aktive region har allerede udsendt soludbrud, så det bliver spændende at se, om den vil holde pusten, til den når om på vores side af Solen.
Du kan altid følge med i, hvad sandsynligheden er for soludbrud og nordlys på Himlen Netop Nu.
D. 23. juni viser Discovery et program om Solen som del af serien ‘Curiosity’. Her får du en lille forsmag på, hvordan grupper af videnskabsfolk og rummeteorologer ved hjælp af enestående visuel teknologi kæmper for at forstå solens aktivitet, som den nærmer sig en ny og voldsom fase i sin indtil videre 4,5 milliarder år lange levetid. (Video: Discovery)