Solar Orbiter: Se satellittens første nærbilleder af små »lejrbål« på Solens overflade
De første billeder fra satellitten Solar Orbiter er netop afsløret. Det er de tætteste, der hidtil er taget, af Solen.

Den skoldhede kilde til vores (manglende) sommervarme er blevet fanget på nye nærbilleder.

Satellitten Solar Orbiter har netop offentliggjort en række billeder af flammehavet på vores nærmeste stjerne Solen.

»Disse hidtil usete billeder af Solen er de tætteste, vi nogensinde har opnået,« fortæller Holly Gilbert, som er projektforsker ved Solar Orbiter-missionen i en pressemeddelelse fra den amerikanske rumfartsorganisation NASA.

De nye nærbilleder af Solen har blandt andet afsløret, at dens overflade gemmer på et fænomen, som minder om små »lejrbål,« lyder det i pressemeddelelsen.

Hengiv dig til Solar Orbiters smukke billeder af Solen tilsat stemningsfuld musik. (Video: Solar Orbiter/EUI Team; PHI Team; Metis Team; SoloHI Team /ESA & NASA)

De første billeder

Det er første gang, der offentliggøres billeder fra Solar Orbiter, som blev sendt på rejse mod Solen i februar 2020.

De nye billeder blev fanget af et ultraviolet kamera, da satellitten var cirka 77 millioner kilometer væk fra Solen. Det svarer til cirka halvdelen af afstanden mellem Solen og Jorden.

Andre rumfartøjer har tidligere været tættere på Solen end Solar Orbiter, men ingen af dem har haft kameraer ombord, som pegede ind mod vores stjerne, oplyser NASA.

Udbrud fra Solen

Formålet med Solar Orbiter-missionen er blandt andet at gøre os klogere på såkaldte soludbrud.

Soludbrud er voldsomme udbrud fra Solen, der kan sende store mængder af stråling og partikler ud i rummet – og som kan medføre skade på vores teknologi på Jorden. 

Du kan blive meget klogere på soludbrud i denne artikel.

Solar Orbiter

Solar Orbiter er en ny fælles mission mellem europæiske ESA og amerikanske NASA.

Det er en satellit, som skal bevæge sig i en aflang (elipseformet) bane omkring Solen.

Når den er tættest på, vil Solar Orbiter være 42 millioner km fra Solen.

Solar Orbiters solvendte side skal kunne klare temperaturer på over 500°C på grund af kraftig stråling fra Solen.

Andre dele af satellitten vil blive i skyggen ved temperaturer omkring -180°C.

Kilde: ESA 

Lejrbål på Solen

Solens ’lejrbål’, som afsløres på de nye billeder, ser ud til at være beslægtede med soludbrud – de er bare meget mindre voldsomme.

»Lejrbålene er små slægtninge til de kendte soludbrud, som vi kan observere fra Jorden – de er bare milliarder gange mindre,« siger David Berghmans, som er leder af Solar Orbiters ultraviolette kamera, kaldet 'Extreme Ultraviolet Imager', i en pressemeddelelse fra ESA.

Forklarer et mysterium?

Ifølge ESA ved forskerne endnu ikke om ‘lejrbålene’ blot er små versioner af de store soludbrud, eller om de er drevet af andre mekanismer - og om der derved er tale om et andet og måske nyt fænomen.

Spørger man solforsker Christoffer Karoff er fundet af 'lejrbålene' »meget interessant, men også forventelig.«

»Når vi ser på almindelige soludbrud, kan vi se, at der er mange flere store soludbrud, end der er rigtig store soludbrud. Vi regner der for med, at der er endnu flere små soludbrud, og fordi der er så mange, kan de levere en signifikant opvarmning af koronaen (det yderste lag af Solens atmosfære, red.). Det er ellers et mysterium, hvorfor koronaen er så varm,« fortæller lektor Christoffer Karoff fra Institut for Geoscience ved Aarhus Universitet til Videnskab.dk.

Soludbrud er vigtige

Interessen for soludbrud har været stigende i de senere år, fordi de voldsomme storme af partikler fra Solen kan forstyrre vores teknologi på Jorden.

Det kan blandt andet gå ud over satellitter, kommunikation og GPS-navigation og i værste fald gøre skade på kraftværker og el-ledninger.

»Efterhånden, som vi bliver mere afhængige af teknologi og satellitter, bliver vores samfund også mere sårbart over for de skader, som rumvejret kan forårsage,« fortalte seniorforsker Susanne Vennerstrøm, centerleder på Space Weather på Danmarks Tekniske Universitet til Videnskab.dk, da Solar Orbiter blev opsendt i februar 2020.

»Hvis vi skal blive bedre til at forudsige soludbrud, skal vi have meget mere præcise målinger af magnetfeltet på Solens overflade. Fra Jorden kan vi ikke måle magnetfeltet med tilstrækkelig stor opløsning, men det kan Solar Orbiter hjælpe os med,« tilføjede hun.

Andre kommer tættere på

Solar Orbiter er ikke det første rumfartøj, som har til opgave at nærstudere Solen.

I 2018 opsendte det amerikanske rumagentur NASA sin rumsonde Parker, som allerede har været rekordtæt på Solen - men altså uden at tage nærbilleder af stjernen.

Når Parker kommer allertættest på Solen i slutningen af sin levetid vil rumsonden være i en skoldhed nærkontakt med stjernen på kun 6,1 millioner kilometers afstand.

Parker har blandt andet lavet nye opdagelser om såkaldte koronahuller. Det er områder på Solens overflade, som er mørkere end resten af overfladen, og som ligesom soludbrud kan give anledning til forstyrrelser på Jorden.

 

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Danske corona-tal

Videnskab.dk går i dybden med den seneste corona-forskning. Læs vores artikler i temaet her.

Hver dag opdaterer vi også de seneste tal.

Dyk ned i grafer om udviklingen i antal smittede, indlagte og døde i Danmark og alle andre lande.

Ny video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab, klima og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Ugens videnskabsbillede

Se flere forskningsfotos på Instagram, og læs om den 'sure' skildpadde her.