Smukke billeder: Insekter fra dinosaurernes tid havde de mest fantastiske farver
insekter kridttiden farver rav

Forskerne skulle forsigtigt polere ravstumperne med forskellige metoder for at få insekternes farver til at fremstå så tydeligt som muligt. Til højre ser du, hvordan ravkumpen så ud, inden den blev behandlet. (Foto: Chenyang Cai et al., 2020)

Forskerne skulle forsigtigt polere ravstumperne med forskellige metoder for at få insekternes farver til at fremstå så tydeligt som muligt. Til højre ser du, hvordan ravkumpen så ud, inden den blev behandlet. (Foto: Chenyang Cai et al., 2020)

Kilde: 
02 juli 2020

Det kan være svært at forestille sig fortidens dyr som levende og virkelige, når man betragter et fladt dinosaurfossil i beige eller mørkere kaffe-farver.

Selvom det er muligt for palæontologer gradvist at sige mere om, hvilke farver fortidens væsner havde ved hjælp af pigmentanalyser, er disse insekter fra kridttiden alligevel noget helt særligt, fordi vi her ikke behøver at forestille os, hvordan fortiden så ud.

Vi kan se det.

Det skriver gizmodo.

Insekterne, der er fundet i en ravmine i Myanmar, har de mest utrolige, metalliske farver – blå, lilla, grøn.

På den måde minder de om insekter, vi kender i dag, mens de på den anden side tydeligvis stammer fra engang, hvor livet på Jorden så helt anderledes ud.

insekter kridttiden myanmar farver

Insekter fra Kridttiden fanget i rav. (Foto: Chenyang Cai et al., 2020)



At bestemme farverne er ikke bare spændende for vores fantasi, men også noget, der kan afsløre, hvordan dyrenes adfærd var for næsten hundrede millioner år siden, skriver Gizmodo.

Brugte de deres farvestrålende udseende til at skræmme fjender væk eller tiltrække mager? Var det nyttig kamuflage, eller hjalp farverne måske til at regulere kropstemperaturen?

Særligt det med kamuflage kan afsløre, hvordan miljøet og i sidste ende økosystemet måske var i fordums tid.

 

Forskere har Nanjing Institute of Geology and Palaeontology har undersøgt 35 farvestrålende ravfossiler med insekter fra Kridttiden indlejret i gyldent harpiks, der størknede for 99 millioner år siden.

myanmar kridttiden insekter

Insekter fra Kridttiden blev fanget i rav for 99 millioner år siden. (Foto: Chenyang Cai et al., 2020)

»De farvetyper, der er blevet bevaret i fossilerne, kaldes for strukturelle farver,« forklarer professor Pan Yanhong, medforfatter på studiet, til Gizmodo.

I naturen findes tre farvetyper: bioluminescente, pigmenter og så de strukturelle farver, der kendetegnes ved ofte at være meget intense og metalliske.

»Overfladens nanostrukturer deler lyset ved specifikke bølgelængder, hvilket producerer meget intense farver,« forklarer Yanhong til Gizmodo.

For at teste, om farverne stammede fra nanostrukturerne og dermed afspejlede, hvordan dyrene faktisk så ud, da de levede, brugte forskerne et elektron-mikroskop.

»Vores observationer indikerer stærkt, at den farve, man ser i ravfossilerne, formodentlig er den samme, som man ville have set på levende insekter for 99 millioner år siden,« skriver forskerne i studiet ifølge Gizmodo.

myanmar insekter kridttiden

(Foto: Chenyang Cai et al., 2020)

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.