Slørugler reflekterer Månens lys for at bedøve deres bytte
Det har længe undret forskerne, hvorfor sløruglerne enten er hvide eller rødbrune. Nu har man fundet svaret.
Slørugler Måne nataktive byttedyr rovdyr fuldmåne nymåne mørke fjerdragt hvid mørkerød reflektere unger yngle føde frygtrespons blænde sydmarkmus jagt jagtadfærd

Sløruglen skal jage hver eneste nat for at holde sig i god form og foderstand. (Foto: Shutterstock)

Sløruglen skal jage hver eneste nat for at holde sig i god form og foderstand. (Foto: Shutterstock)

Økosystemer, der ligger badet i lys i løbet af dagen, ser helt anderledes ud om natten.

I takt med at Solen går ned, vågner nattens dyr op til dåd - og blandt dem finder vi sløruglen (Tyto alba).

Sløruglerne er ikoniske, nataktive rovfugle, der yngler over det meste af verden, ofte i nærheden af byer og landsbyer.

Selvom arten ikke er særlig sjælden, ved vi stadig kun lidt om den.

En særegenhed er farveforskellen på de forskellige sløruglers fjerdragt. Hvorfor er nogle individer helt hvide på undersiden, mens andre er mørkerøde?

Svaret på gåden

Det har undret forskerne i lang tid, men endelig har vi svaret.

Omgivelsernes lysforhold bestemmer, hvordan fjerdragtens farver udvikler sig, fordi sammensætningen og mængden af lys påvirker, hvor godt andre rovdyr eller konkurrenter kan se uglen.

For eksempel gør pelsens striber tigeren i stand til at forsvinde i den tætte indiske skov, hvor trækronerne opdeler lyset i linjer.

Men hvilken effekt, lysforholdene har på de nataktive arter, er ikke så godt forstået.

Slørugler Måne nataktive byttedyr rovdyr fuldmåne nymåne mørke fjerdragt hvid mørkerød reflektere unger yngle føde frygtrespons blænde sydmarkmus jagt jagtadfærd

Både hvide og de røde slørugler jager smågnavere om natten. Månelyset afgør, hvor stor succes de har. (Foto: Kerkuil/WikipediaFAL)

Sværere at jage på månelyse nætter

Lysforholdene om natten varierer med Månens faser. Hvis du går en tur om natten ude på landet, får du brug for en lommelygte for at se noget som helst. Hvis det derimod er fuldmåne, kan du sikkert klare dig uden lygten.

Hvordan håndterer sløruglerne den markante forskel på lysniveauet fra den ene nat til den næste?

Vi troede, at det var sværere for dem at jage de smågnavere, som de lever af, på månelyse nætter.

Smågnaverne ville være i stand til at spotte sløruglerne i Månens lys, og hvis det var tilfældet, ville det være endnu sværere for de hvide slørugler. Fordi farven hvid er mere reflekterende og derfor også mere synlig, end en mørkerød fjerdragt vil være.

Det viste sig dog, at vi tog helt fejl.

Blændet af månelyset

Forskerzonen

Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde.

Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.

Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.

Vi har fulgt en schweizisk slørugle-population i mere end 20 år. 

Vi har ført tilsyn med deres jagtadfærd med kameraer og GPS-trackers samt registreret, hvornår de yngler hvert år, og hvordan ungerne udvikler sig i reden.

Ved at granske dette omfattende datasæt fandt vi, at det faktisk var mere vanskeligt for sløruglerne på månelyse nætter. Vi fandt blandt andet, at:

  • De har ikke i samme grad heldet med sig som jægere og bringer mindre føde med tilbage til reden.
  • Ungerne får mindre føde og tager ikke så meget på i vægt.
  • De yngste unger har mindre chance for at overleve og flyve fra reden.

Det passer i hvert fald for de røde slørugler, men overraskende nok, var det ikke tilfældet for de hvide slørugler.

Månelyset gjorde ingen forskel for de hvide sløruger

De hvide slørugler klarede sig lige så godt på nætter med fuldmåne som nætter helt uden månelys.

Det undrede os meget, så vi besluttede os for at se det hele fra smågnavernes perspektiv.

Vores eksperiment så på, hvordan sydmarkmus - som er sløruglernes foretrukne fødeemner - ser og reagerer på henholdsvis hvide og røde slørugler ved lysforhold ved henholdsvis fuldmåne og nymåne.

Vi fandt, at musene havde lettere ved at opdage uglerne, når det var fuldmåne - uanset hvilken farve sløruglerne havde.

Vi kunne se, at musene havde opdaget uglerne, fordi de stivnede. At stå helt stille er almindelig byttedyr-adfærd. Dyrene forsøger at undgå at blive set, indtil faren driver over.

På ejendommelig vis stivnede musene i længere tid, når det var fuldmåne - men kun når de stod over for en hvid slørugle.

Slørugler Måne nataktive byttedyr rovdyr fuldmåne nymåne mørke fjerdragt hvid mørkerød reflektere unger yngle føde frygtrespons blænde sydmarkmus jagt jagtadfærd

Forskere i felten for at afdække sløruglernes hemmeligheder. (Foto: Jérémy Bierer/The Conversation)

Frygt er rodfæstet i gnaverne

Vi tror, at sydmarkmusene opfører sig på denne måde, når de støder på en hvid slørugle, fordi de bliver skræmte af det klare lys, som bliver reflekteret af den hvide fjerdragt.

Denne frygt er rodfæstet i musene - forskere udsætter gnavere for skarpt lys for at måle deres frygtrespons samt teste lægemidler designet til at behandle angst. 

Sløruglernes hvide fjerdragt udnytter denne frygt ved at reflektere Månens lys.

Det kan forklare, hvorfor en hvid fjerdragt - som er en stor sjældenhed blandt nataktive dyr - udviklede sig blandt denne art.

Vores opdagelse er en påmindelse om, hvor vigtigt det er at forstå og bevare dyrenattelivet og de områder, de lever i.

Ved at holde lysforureningen på så lavt et niveau som muligt, så natten bliver så mørk, som Månen dikterer, kan vi hjælpe de smukke slørugler.

Almut Kelber modtager støtte fra Lunds Universitet, K & A Wallemberg Fonden og  Sveriges Vetenskapsrådet. Alexandre Roulin og Luis Martín San José García hverken arbejder for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.

LÆS OGSÅ: Sådan undgår ugler at dreje hovedet af led

LÆS OGSÅ: Ny ugle opdaget i Indonesien


The Conversation

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.