Sjældent tilfælde: Løvemor adopterer en leopardunge
loevemor_adopterer_leopard.png

Forskerne fangede et billede af den noget usædvanlige familiekonstellation. Foto: Dheeraj Mittal.

Forskerne fangede et billede af den noget usædvanlige familiekonstellation. Foto: Dheeraj Mittal.

28 februar 2020

Den stærkeste overlever.

Det er som regel mantraet i dyrenes verden, men der er undtagelser.

Et enestående eksempel herpå er mødet mellem en to måneder gammel leopardunge og en løvemor. 

Ifølge The New York Times har forskere nemlig for første gang dokumenteret, hvordan en løvemor har adopteret en baby-leopard. 

De to rovdyr anses normalt som stærke konkurrenter i naturen, og om det var de store, blå øjne, løvemoren ikke kunne stå for, er ikke til at sige.

Men ikke desto mindre tog løven sig af den lille leopard på lige fod med sine to løveunger og delte både plads og føde med leopardungen.

 
Den noget usædvanlige familiekonstellation er opdaget i Gir nationalpark i Gujarat i Indien, hvor blandt andet postdoc på University of Minnesota Stotra Chakrabari har fulgt den lille flok.

Den lille leopardunge overlevede i 45 dage, inden forskerne fandt den livløs ved et vandhul. Foto: Dheeraj Mittal.


»Normalt konkurrerer de om plads og føde,« forklarer Stotra Chakrbari, der forsker i dyreadfærd, til The New York Times. 

I over halvanden måned observerede forskerne den lille flok, hvor løveungerne og leoparden både tumlede og kravlede i træer sammen.

Chakrabari kalder det for den største »wow«-oplevelse, i de syv år han har studeret dyr i nationalparken, og flere af de andre forskere i studiet istemmer, skriver The New York Times.



Men som bekendt går naturen sin gang, og studiet får desværre ikke den eventyrlige afslutning, forskerne nok havde håbet på. 

Efter 45 dage fandt forskerteamet nemlig den lille leopard liggende livløs ved et vandhul. Og efter at have obduceret dyret kom de frem til, at lårbrok (femoral hernia) formentlig var en af årsagerne til den tidlige død.

En sygdom, den har båret på siden fødslen ifølge den amerikanske avis.

Forskerne har endnu ikke slået fast, hvad der har afstedkommet den stærke tilknytning, men en forsker, Patrícia Izat med en ph.d. fra São Paulo Universitet, udtaler til The New York Times, at den kan skyldes hormonændringer hos løvemoderen efter fødslen.

Studiet er udgivet i Ecosphere.





nan

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.