Sjælden meteorit stammer fra uddød 'babyplanet', der er ældre end Jorden
Meteorit Jorden Protoplanet

Erg Chech 002-meteoritten, der blev fundet i en ørken i Algeriet sidste år, er ældre end Jorden, viser et nyt studie. (Foto: Maine Mineral and Gem Museum/Darryl Pitt).

 

Erg Chech 002-meteoritten, der blev fundet i en ørken i Algeriet sidste år, er ældre end Jorden, viser et nyt studie. (Foto: Maine Mineral and Gem Museum/Darryl Pitt).

 
Kilde: 
10 marts 2021

I maj sidste år stødte forskere på en usædvanlig sten i en ørken i Algeriet.

Stenen vejede 32 kilo og så bemærkelsesværdig ud. Efter en undersøgelse fandt forskere ud af, at stenen var en meteorit.

Meteoritten er i dag kendt som Erg Chech 002 – opkaldt efter ørkenen, hvor den blev fundet.

En næranalyse af Erg Chech 002 har vist, at den stammer fra en gammel 'protoplanet', der er ældre end Jorden, skriver ScienceAlert. En protoplanet er en slags babyplanet, der ikke klarede den.

Stenen er vulkansk og er mere specifikt en andesit, som er blevet hærdet af lava, fortæller geokemikeren Jean-Alix Barrat fra University of Western Brittany i Frankrig. Han har sammen med en række forskere kigget nærmere på meteoritten.

Ifølge forskerne er Erg Chech 002 meget sjælden og kan give en ny forståelse af, hvordan planeter bliver dannet. Ud fra analyser af stenens mineraler vurderer forskerne, at EC 002 er mindst 4,565 milliarder år gammel, og Jorden er til sammenligning omkring 4,54 milliarder år gammel.

»Meteoritten er den ældste magmatiske sten, der nogensinde er blevet analyseret, og den giver os et indblik i formationen af primordiale (oprindelige, endnu ikke dannede, red.) skorper, som dækkede de ældste protoplaneter, skriver forskerne i studiet.

Studiet er publiceret i tidsskriftet PNAS.

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.