Se skjoldet: Giga-skildpadde var lige så stor som en bil
gigantisk fortids skildpadde med horn

Kæmpeskildpadden har det latinske navn Stupendemys geographicus. Stupendemys betyder 'drabelig skildpadde', og refererer måske til de kampklare horn, som stak frem forrest fra dens skjold (Illustration: Jaime Chirinos)

Kæmpeskildpadden har det latinske navn Stupendemys geographicus. Stupendemys betyder 'drabelig skildpadde', og refererer måske til de kampklare horn, som stak frem forrest fra dens skjold (Illustration: Jaime Chirinos)

Kilde: 
13 februar 2020

Forestil dig, at du er på ferie og tager et hovedspring ned i en sø. Da du slår øjnene op, stirrer du pludselig ind i øjnene på en skildpadde på størrelse med en bil.

Det syn var muligt, hvis du levede for mellem 13 og 7 millioner år siden.

Ifølge The Guardian har forskere nemlig fundet fossiler fra kæmpeskildpadden Stupendemys geographicus, som huserede i floderne i det nordlige Sydamerika for mange millioner år siden.

LÆS OGSÅ: Kæmpeskildpadder kan huske en genstand i mindst 9 år

Det nye fund giver forskerne en sjælden indsigt i fortidsgiganten, som kunne blive op til 4 meter lang og havde en kampvægt på 1,25 ton.

gigantisk fortids skildpadde fossil

En tilfreds palæontolog strækker sig ved siden af det enorme rygskjold, som er fundet i Venezuela og vurderes til at være otte millioner år gammelt. (Foto: University of Zurich /Edwin Cadena)

»Stupendemys geographicus var kæmpestor og tung. Det største individ indenfor arten var omkring lig så lang og bred som en sedan (almindelig bil, red.), hvis man regner hoved, hals, skjold og lemmer med,« siger Edwin Cadena, som er forsker ved Universidad del Rosario i Colombia og leder af forskningen, til The Guardian.


Stupendemys-fossilet er kun det andet, man nogensinde har gravet frem. Men det er med sine 2,86 meter det største skildpaddeskjold, man kender til.

Hanskildpaddernes skjolde var udstyret med kæmpemæssige horn, som stak frem på hver side af deres hoved.

Dybe ar på det nyfundne fossil indikerer, at hornene blev brugt i kamp – lidt ligesom ridderlanser.

Klepperten udfordrede muligvis også andre arter i lansekamp. Forskerne fandt ihvertfald en fem centimeter lang tand fra en fortidskrokodille i et af fossilerne, skriver The Guardian.

Det nye studie er udgivet i tidsskriftet Science Advances.

LÆS OGSÅ: Kæmpe-næbdyr fra fortiden opdaget

LÆS OGSÅ: Gør det egentlig noget, at et dyr uddør?

al

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.