Se den grønne 'jule-komet' flyve historisk tæt forbi Jorden
Kilde: 
17 december 2018

'Jule-kometen', eller 46P/Wirtanen, som er dens officielle navn, har henover weekenden været tættere på Jorden, end den har været i århundreder. Det skriver New York Times.

Gik du glip af det historiske øjeblik, kan det måske være en trøst, at kometen, der udsender et sælsomt grønt lys, fortsat kan følges de næste par uger. 

Kometen er bestemt også synlig i Danmark, hvilket fremgår af vidoen herunder, og vil du se den med egne øjne, kan du begynde med at kigge i retning mod stjernebilledet 'Tyren', som den passerer.

Simona Philiposian, Nikoline Borgsmidt-Thordsen og Signe Lausten Damm fra astronomiholdet på Alssundgymnasiet Sønderborg har med skolens eget observatorium sammensat en rækker billeder, der viser kometens bevægelse over himlen. (Video: AGS Astro)

Kometen har en kerne på lidt over en kilometer i diameter og består ellers af gasser, som den udsender i flere tusinde kilometers rækkevidde.
Den grønne farve skyldes netop, at disse gasser udsendes i bølgelængder, der ses som grønne. 
Da kometen var tættest på os, var afstanden lidt over 11 millioner kilometer - det er cirka 30 gange længere væk end Månen - og selvom det ikke ligefrem lyder som nærkontakt, så er kometen blandt de 10, der er fløjet tættest forbi os i 70 år, skriver NASA.
Fordi den kom så tæt på, kunne forskere undersøge komethalen nærmere og få et tydeligere billede af dens kerne.
De kunne også undersøge de mange forskellige typer af gas, der normalt er visuelt svagere.

ele

 

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.