Højt oppe i Grønland, 1.700 kilometer syd for Nordpolen, ligger forskningsstationen Zackenberg.

På de kanter viser solen sig slet ikke i den lange polarnat mellem november og februar, hvor alting er dækket af et tykt lag sne. Men i den korte arktiske sommer vrimler tundraen med liv: Moskusokser, polarræve, sneharer og lemminger.

Hvert forår drager forskere og studerende fra hele verden mod den arktiske forskningsstation. Det gør de for at overvåge, hvordan klimaforandringerne påvirker det højarktiske økosystem:

»Klimaforandringer slår igennem først og hårdest nær polerne. Fordi der er relativt få arter, er det højarktiske økosystem en særdeles velegnet og mere overkommelig model for, hvordan et økosystem reagerer på den globale opvarmning,« fortæller feltbiolog Lars Holst Hansen fra Aarhus Universitet.

Han fortæller også, at det ikke kun er biologer, men også klimaforskere, geografer, glaciologer og marinbiologer, der overvåger hver deres del af økosystemet.

Lars Holst Hansen er ikke bare biolog, men også en skarp naturfotograf. I galleriet i toppen af artiklen kan du se otte af hans bedste billeder. Du kan også læse om, hvordan klimaforandringerne påvirker de forskellige dyr på billederne.

Et økosystem i forandring

Zackenberg ligger i den højarktiske zone. Det vil sige, at middeltemperaturen i årets varmeste måned ikke er højere end seks grader.

Det ser dog ud til at ændre sig drastisk i løbet af de kommende 60 til 70 år.

Detaljerede klimamodeller viser nemlig, at temperaturen vil stige med 7 til 8 grader langs Grønlands vestkyst. Langs østkysten vil den sige med 12 grader, og i Svalbardregionen vil den sige med hele 18 grader.

Hvad kommer de voldsomme temperaturstigninger til at betyde for det højarktiske økosystem?

For eksempel trues moskusoksen og sneharen af usædvanligt store mængder sne og hyppige overisninger. Når snelaget er tykt, og når landskabet iser til, kan dyrene nemlig ikke få adgang til de planter, de lever af.

På den måde er moskusoksen næsten blevet udryddet fra store dele af Grønland ved flere lejligheder.

Til gengæld vil et varmere klima være gunstigt for pilebusken, der er den vigtigste del af moskusoksens og sneharens føde.

Figuren viser halsbåndlemmingebestandens udvikling ved Zackenberg og Trail Ø i det nordøstlige Grøndland. Indtil årtusindeskiftet fulgte bestanden et fire-årigt mønster – nu er mønstret brudt, og lemmingen er på tilbagetog. (Grafik: Niels Martin Schmidt)

Lemmingeeffekten

Sneugler og lækatte spiser ikke pilebuske. Deres foretrukne føde er derimod haldsbåndlemmingen, som er Grønlands eneste gnaver. 

Siden årtusindeskiftet er lemmingebestanden faldet kraftigt. Og temperaturstigningerne ser ud til at have haft en finger med i spillet.

Kortere perioder med snedække betyder nemlig, at lemmingerne ikke kan gemme sig fra rovdyr og det barske klima. På den måde forsvinder de små gnavere i hobetal.

I værste fald betyder det, at sneuglen og lækatten vil følge med lemmingen ud over afgrunden. I 2012 faldt yngebestanden for sneugler for eksempel med 98 procent. 

Polarræven og fuglearten den lille kjove er også glade for lemminger, men heldigvis er de ikke ligeså kræsne som sneuglen og lækatten:

Polarræven kan også slå sig til tåls med et moskusoksekadaver. Uden friske forsyninger af lemminger kan polarræven endda finde på at søge ud på isen efter isbjørnenes efterladenskaber.