Se billede: Ravklump har gemt på 100 millioner år gammel fugleunge
Kilde: 
08 juni 2017

I filmene om Jurrasic Park skaber forskere en forlystelsespark fuld af dinosaurusser ved hjælp af DNA, indkapslet i rav, fra en myg, der i tidernes morgen har suget blod fra de store fortidsdyr.  

I virkelighedens verden har man da også fundet rav med både insekter og rester af dinosaurer og fugle, og nu har man offentliggjort billeder af det mest velbevarede eksemplar af en forhistorisk fugl nogensinde, skriver New Scientist.

Ravklumpen med fuglen indeni blev egentlig fundet for nogle år siden og har været bevaret på et kinesisk museum. Først for nylig fandt museet ud af, hvad klumpen indeholdt.

forhistorisk fugl dinosaurus uddød rav harpiks Myanmar millioner af år siden

Det er stadig uvist, hvorfor fuglearten, ungen tilhører, uddøde sammen med dinosaurusserne, mens moderne fugle overlevede. Et bud er, at fuglearten ikke, fra naturens side, havde anlæg for at drage omsorg om ungen, som moderne fugle gør. (Foto: Lida Xing, Jingmai K. O'Connor, Ryan C. McKellar, Luis M. Chiappe, Kuowei Tseng, Gang Li, Ming Bai)

Der er tale om en 100 millioner år gammel fugleunge, komplet med hoved, nakke, ben og begyndende vinge- og halefjer, og den er fundet i Myanmar.

»At se noget så komplet er fantastisk. Det er simpelthen fascinerende,« siger Ryan McKellar fra the Royal Saskatchewan Museum i Regina, Canada, der er en del af holdet bag fundet.

Fugleungen har siddet fast i en pøl af harpiks fra et nåletræ, der, efter nogle millioner år, er blevet til rav.

Fans af Jurrasic Park skal dog ikke få forhåbningerne op - der er nemlig ikke noget brugbart DNA tilbage i den lille fugl.

Kødet er blevet nedbrudt til kulstof, og det, der er tilbage, er et tydeligt aftryk af fuglen. Havde dens fjer haft farver, kunne de være blevet bevaret i ravet, men i dette tilfælde har der været tale om en lille, brun fugl.

Arten levede side om side med moderne fugle, og der var tale om en stærk og forsvarsdygtig gruppe af fugle. De havde klør på vingerne, kæber og tænder i stedet for næb, med de uddøde sammen med dinosaurusserne for 66 millioner år siden. 

Noget taler for, at ungen ikke ligefrem er faldet ud af reden. Det særlige ved denne type fugle, som man også har set ved tidligere fund, er nemlig, at de blev født med særlige fjer, der gjorde dem i stand til at flyve og forsvare sig selv tidligt - men ingen fjer på selve kroppen.

»De blev muligvis udklækket på jorden og kravlede derefter op i træerne,« lyder Ryan Mckellers bud.

Det øgede deres risiko for at sidde fast i harpiks betydeligt.

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.