Science trækker svensk studie om mikroplastik tilbage
Kilde: 
04 maj 2017

Der er røre i andedammen. To svenske fiskeforskere står nemlig med noget røde ører i disse dage, og det skyldes ikke, at de har glemt huen. 

Det drejer sig om Peter Eklöv, der professor, og Oona Lönnstedt, der er forskningsassistent, på Uppsala Universitet, og som i juni 2016 publicerede en forskningsartikel i Science, der konkluderede, at aborre-larver i det balitske hav foretrak at spise mikroplastik fremfor deres naturlige føde.

Nu har de trukket deres forskningsartikel tilbage efter massiv kritik, skriver nature.com, og Science har gennemført tilbagetræningen.

Da deres arbejde udkom i det videnskabelige tidsskrift Science var det med en vis prestige og efter ti måneders påstået arbejde.

Men der gik ikke længe, før en del spørgsmål og undren pressede sig på.

Syv forskere inden for lignende forskningsfelter kritiserede allerede umiddelbart efter studiet for at bygge på fabrikeret data. 

Josefin Sundin, der også er tilknyttet Uppsala Universitet, var én af dem. Hun befandt sig på den pågældende forskningsstation på Gotland, da de to forskere efter sigende skulle have foretaget deres dataindsamling.  

Hun og flere andre, der var på forskningsstationen, så aldrig Peter Eklöv og Oona Lönnstedt bedrive den forskning, der skulle ligge til grund for deres artikel. 

De i alt syv forskere anmeldte det svenske forskningspar til Uppsala Universitet. I august 2016 afviste universitetet dog al kritik.

Herefter blev en ekspertgruppe fra det svenske Etiske Råd sat på sagen, og det var dem der 21. april i år fandt, at forskningen er videnskabeligt uredelig, hvorfor de krævede den tilbagetrukket. 

Herefter har Peter Eklöv og Oona Lönnstedt altså valgt at trække deres arbejde tilbage, skriver de til nature.com med følgende erklæring:

»Videnskab skal bygge på et solidt fundament, og resultaterne fra det her studie vil, selvom de skulle vise sig at være korrekte, ikke blive stolet på, så længe mistanken om snyd foreligger,« skrev de. 

»Vi har indset, at vi ikke besidder den fornødne udholdenhed til at skulle forsvare vores arbejde, og derfor har vi besluttet at trække det tilbage.« 

 Science fortalte allerede i december 2016, at de havde den pågældende artikel under mistanke, og nu har de altså endegyldigt trukket artiklen tilbage.

Udover at svinge hammeren over de to fiskeforskere har ekspertgruppen i det svenske Etiske Råd også dasket til Uppsala Universitet.

De skriver i deres rapport, at de finder Uppsala Universitets undersøgelse af sagen og deres efterfølgende frikendende konklusion »bemærkelsesværdig«. 

Opdatering 4. maj 2017: Artiklen er blevet opdateret, efter Science gennemført tilbagetræningen af den svenske forskningsartikel.

fghs

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.