Kort nyt

Kort nyt

Med 'Kort nyt' får du overblik over nyheder fra forskningens verden. De mest interessante begivenheder og fund - kort fortalt. Videnskab.dk's redaktion udvælger og resumerer det mest spændende, andre troværdige medier og forskningsinstitutioner har bragt. Husk dog vores guide til kritisk læsning af nyheder om forskning og især rådet om, at et enkelt, nyt forskningsresultat aldrig kan rumme den endegyldige sandhed. Det er derfor en god idé at holde sig for øje, hvad anden forskning på området viser, og vi henviser altid til den oprindelige kilde, så du kan dykke yderligere ned i detaljer og forbehold.

Saturn-månen Enceladus har ocean under få kilometer is

Annonce:

KORT NYT FRA SOLSYSTEMET:

Står man på sydpolen på Saturn-månen Enceladus og borer fem kilometer ned i isen, når man frem til et ocean af saltvand.

Det har astrofysikere fra Frankrig, Tjekkiet og Belgien regnet sig frem til, efter de har analyseret data fra rumfartøjet Cassini.

Ved sydpolen af Enceladus – markeret med blåt – er isen kun få kilometer tyk. Nedenunder er der et stort ocean. (Illustration: LPG/CNRS/U. Nantes/U. Charles, Prag)

Tidligere beregninger tydede på, at isdækket mindst var 30 km tykt, men af den nye model for månen fremgår det, at isen i gennemsnit må være 20 km tyk, og at den ved månens sydpol er mindre end fem km i tykkelse. Det skriver den franske forskningsorganisation CNRS i en pressemeddelelse.

Forskerne er kommet frem til, at Enceladus har en klippekerne med en radius på 185 km. Oven på den er et indre ocean med en dybde på 45 km, omgivet af det cirka 20 km tykke lag is.

Oceanet er omtrent lige så salt som oceanerne på Jorden, og månen må have en eller anden form for indre varmekilde, som holder oceanet flydende.

Saltvandet kan tænkes at rumme liv, og det er ikke helt utænkeligt, at man kunne lade en sonde bore sig fem kilometer ned igennem isen og analysere vandet dernede. De nye beregninger gør derfor Enceladus endnu mere oplagt som mål for en fremtidig mission.

Annonce: