Sådan kickstartede de græske filosoffer videnskaben
På 300 år etablerede græske filosoffer fundamentet til det, vi i dag kalder videnskab. Faktisk er de første filosofiske spørgsmål stadig dem, videnskaben bruger allerflest penge på at besvare. Her får du historien om, hvordan videnskab opstod.
videnskabens historie udvikling pythagoras

Pythagoras underviste blandt andet i en grotte (se billedet) på den græske ø Samos. Senere flyttede han til Syditalien, der var en græsk koloni på det tidspunkt. Her startede han en skole. (Foto: Christina Nejsig)

Vestlig filosofi siges at begynde år 585 f.v.t., 28. maj, klokken 18.13.

Historien kort
  • En række filosoffer og tænkere har haft afgørende betydning for udviklingen af den videnskabelige metode.
  • Dengang dækkede betegnelsen 'filosofi' over al videnskab. Senere blev de forskellige videnskaber delt op.
  • På trods af udviklingen forsøger den moderne videnskab stadig at besvare nogle af de allerførste videnskabelige spørgsmål, der er blevet stillet.

På dette meget præcise tidspunkt blev Solen nemlig formørket, som den græske filosof Thales af Milet havde forudsagt på baggrund af sine beregninger.

»I den overleverede historie er Thales den første filosof, der går væk fra mytiske og religiøse forklaringer på naturfænomener for i stedet at undersøge virkeligheden systematisk,« siger Hans Siggaard Jensen, professor i videnskabsteori på Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse ved Aarhus Universitet.

Dette markerer altså begyndelsen på filosofien men også videnskaben, da man går væk fra at bruge myter som forklaring for i stedet at undersøge virkeligheden og naturen kritisk og metodisk, der er kendetegnende for videnskab.

I oldtidens Grækenland dækkede ordet filosofi også over metoder og aktiviteter, som vi i dag kalder videnskabelige. Man brugte faktisk ordet filosofi til at beskrive det, vi i dag kalder videnskab, helt op i 1800-tallet. Det vender vi tilbage til senere i artiklen.

solen solformørkelse korona astronomi skinner

En solformørkelse har efter sigende markeret begyndelsen på videnskabelig tænkning. Det skete i år 585 f.v.t., da man valgte at forklare formørkelsen med teori frem for myter. (Foto: Shutterstock)

Solsystemet, der gik i glemmebogen

Thales forsøgte også at lave en model og teori om universets indretning ud fra systematiske observationer af Månen og Solens vandring over himlen og stjernernes placering.

I dag ved vi, at Thales’ astronomiske model var forkert, da han blandt andet satte Jorden som centrum i universet.

Men Thales satte gang i en tilgang til at undersøge universet, og det kulminerede i antikken, da filosoffen Aristarchos af Samos, 265 år f.v.t., fandt frem til, at Jorden ikke er flad men en globe, der drejer om sin egen akse. Solen er centrum i solsystemet, og stjernerne er flammende planeter ligesom Solen, bare meget længere væk. Samtidig beregnede Aristarchos Jordens radius med utrolig præcision.

Aristarchos’ resultater og konklusioner gik mod den gængse overbevisning i antikkens Grækenland og vandt ikke popularitet i hans samtid.

Faktisk tog det næsten 2.000 år, før Aristarchos’ bud blev anerkendt. Det skete, da den polske astronom Kopernikus i 1543 slog fast, at Aristarchos havde haft ret hele tiden - Solen er centrum for solsystemet, ikke Jorden.

Kopernikus gav selv kreditten for opdagelsen til Aristarchos.

Hvad er altings byggesten?

Forudså Thales solformørkelsen?

Om Thales rent faktisk havde forudsagt solformørkelsen eller ej, og om han selv havde udviklet metoden til at gøre dette, er der blandt filosofihistorikere uenighed om. Historikere fra antikken hævder, at Thales rent faktisk lykkedes med det.

Den kendte matematiker og filosof Bertrand Russell er blandt dem, der argumenterer, at Thales meget vel kunne have fået kendskab til at beregne en solformørkelse fra sine studier hos egypterne og babylonierne, der i forvejen var dygtige astronomer og matematikere.

Kilde: ’Early Greek Mathematics and Astronomy’ af Bertrand Russell

De allerførste filosoffer, deriblandt Thales, stillede også spørgsmål, der har været afgørende for fysikkens udvikling.

Det er især spørgsmålet: Hvad består naturen af?

Spørgsmålet blev diskuteret af Thales og hans elever og andre filosoffer efter ham, og cirka 100 år efter Thales’ død gav filosoffen Demokrit et bud, som senere førte til et gennembrud i moderne fysik.

Demokrit og hans læremester Leucippus argumenterede, at hvis man deler en ting og bliver ved med at dele den, må man nødvendigvis, før eller siden, nå til et lag i virkeligheden, der er udeleligt.

På dette nederste niveau må der være nogle fundamentale, udelelige byggeklodser med forskellige kvaliteter, så de kan sammensættes og skabe virkelighedens mangfoldighed.

Atomer: de udelelige byggesteen

Den fysiske verdens udelelige byggeklodser kaldte Demokrit for ’atom’, der er det græske ord for udelelig. Alt må bestå af atomer og vakuum, hvor atomerne kan bevæge sig, konkluderede han.

I 1800-tallet tog videnskabsmanden John Dalton idéen om atomerne op og fandt en række beviser for, at verden faktisk består af forskellige byggeklodser, der tilsyneladende er udelelige.

Atomets struktur blev i 1900-tallet forfinet af den danske fysiker Niels Bohr, og senere hen fandt man ud af, at selv atomet kan deles. I dag bliver atomet betragtet som den mindste fysiske enhed, der har kemiske egenskaber.

Det er stadig uvist, hvor mange dele atomet og dets partikler består af.

Moderne fysik skal svare på gamle spørgsmål

Fysikere jagter altså stadig virkelighedens allermindste byggeklodser og det nederste niveau i virkeligheden.

Det gør de blandt andet med verdens dyreste, videnskabelige eksperiment - partikelacceleratoren Large Hadron Collider (LHC), som ligger under CERN i Schweiz.

Her hamrer fysikere partikler sammen ved nær lysets hastighed for at få indsigt i, hvad virkeligheden består af.

Fysikerne håber, at LHC-eksperimentet kan være med til at fuldende den såkaldte standardmodel, der beskriver, hvilke byggeklodser der findes, og hvordan de forskellige byggeklodser påvirkes af naturkræfter, såsom elektromagnetisme og henholdsvis den svage og stærke kernekræft.

videnskabens historie udvikling CERN partikler fysik

Direktør for CERN og partikelfysiker Fabiola Gianotti valgte at studere og arbejde med fysik, fordi fysik kan komme tættere på at svare på de fundamentale filosofiske spørgsmål, såsom hvad alting består af, og det var disse spørgsmål, der optog hende. (Kilde: CNN.com. Foto: cds.cern.ch/Wikimedia Commons)

På et fundament af matematik

»God doesn’t play dice.«

Citatet tilskrives Albert Einstein som modsvar til Niels Bohrs spirende kvantemekanik, der i begyndelsen af det 20. århundrede pegede på, at verden ikke følger en klar lov, når man kigger på atomniveau.

I stedet sker tingene tilfældigt, indeterministisk, og kan kun forudsiges med sandsynlighedsberegninger.

Kilde: ’Einstein and the Poet’ af William Hermanns.

Matematik har været fundamental for filosofien og naturvidenskaben, især fysikken.

Successen med at bruge matematik i fysik til at forudsige naturfænomener var med til at etablere en overbevisning om, at naturen følger love, og intet er tilfældigt.

Det er en tankegang, der har præget videnskaben helt op til Niels Bohrs kvantemekanik, som bryder med den forudsigelige verden - til Einsteins store ærgrelse.

Matematikkens fader Pythagoras

Matematik fik også sin introduktion som videnskabeligt redskab i årene omkring Thales. Det skete med den kendte matematiker Pythagoras, der blev født i år 580 f.v.t. på øen Samos.

Pythagoras blev i sine unge år oplært af Thales’ elev Anaximander, og Pythagoras blev efter sigende på opfordring af Thales sendt til Egypten, hvor han lærte egypternes praktiske anvendelse af matematik og geometri.

Senere blev han taget til fange af perserne og ført til Babylon, hvor det lykkedes ham at fortsætte sin oplæring i matematik.

Da Pythagoras vendte tilbage til Grækenland, stiftede han sin egen skole, hvor tilhængerne undersøgte og debatterede matematikkens natur og anvendelighed, blandet med, hvad vi i dag betragter som, religiøse overbevisninger.

Matematik er et guddommeligt sprog
Pythagoras buste læresætning matematik videnskab filosofi

Den tyske astronom Johannes Kepler anså Pythagoras' læresætning for den vigtigste matematiske opdagelse nogensinde. (Foto: Wikipedia)

 

Ifølge overleveringer hævdede Pythagoras, at alt er numre, og matematik er et slags guddommeligt sprog, som alt i den sanselige verden ordner sig efter. Hvis man ønsker at forstå verden, skal man altså studere den gennem matematik.

Pythagoras og hans følgere demonstrerede en række forskellige matematiske sammenhænge i naturen.

Bedst kendt er den pythagoræiske læresætning, der beskriver forholdet mellem længderne på siderne i enhver retvinklet trekant, og som Pythagoras skulle kunne give et matematisk bevis for.

Pythagoras påviste også matematiske forhold i tonernes relationer og harmonier, og ud fra dette lavede han den harmonilære, som vores klaverer blandt andet er bygget efter.

Hvad kan vi vide med sikkerhed?

Pythagoras

Man ved meget lidt om Pythagoras, da han ikke ville have, at nogen nedfældede hans indsigter. Han var nervøs for, at det ville blive brugt af hans konkurrenter og modstandere.

Derfor er det usikkert, hvorvidt det egentlig er Pythagoras selv, eller nogle af hans mange følgere, der stod bag de Pythagoræiske tanker.

Pythagoras var også med til at lægge kimen til en debat, der har været afgørende for den moderne videnskabs udvikling og metode.

Pythagoras argumenterede, at matematiske love er det eneste, der ikke forandrer sig, og det eneste, som vi derfor kan vide med sikkerhed.

Pythagoras gjorde noget nyt her. Han satte fokus på, hvad vi kan vide noget om. Hvis vi skal have viden, må der være en genstand for vores viden, og hvis vi skal have sikker viden, skal genstandens eksistens også være sikker. For hvordan kan man vide noget om en ting, hvis denne ting forandrer sig eller ophører med at eksistere?

Pythagoras pegede på matematikken som genstand for viden, da de matematiske relationer aldrig forandrer sig og altid er de samme, lige meget hvornår og hvor du kigger. 

Platon: Skepsis er vejen frem

Den tanke skabte genklang hos mange filosoffer, og en af filosofiens absolutte hovedpersoner, Platon, samlede op på tankegangen omkring år 380 f.v.t.

Platon var, ligesom flere andre filosoffer, meget skeptisk over for vores sansers troværdighed og tyede til logiske ræsonnementer og kritisk undersøgelse af etablerede overbevisninger på vejen til sand viden.

Platons skeptiske tilgang har været med til at lægge fundamentet for den videnskabelige metode: 

Det danske ord ’skepsis’ stammer faktisk fra det græske ord for at undersøge eller iagttage, ’Skeptesthai’.

marmor_statue_af_platon

Akademiet, der blev stiftet af Platon, havde ikke som andre skoler en forudindtaget religiøs overbevisning eller metafysik. De indskrevne elever forsøgte i stedet at finde svar på spørgsmål om verden via refleksion, logik, matematik og kritisk analyse.(Foto: Shutterstock)

Kritisk analyse i højsædet

Det var Platons indstilling, at hvis en påstand er sand, må den også kunne modstå en kritisk undersøgelse. Det er en tankegang, som den moderne naturvidenskab og samfundsvidenskab stadig gør brug af.

Her tester man sin påstand eller hypotese i et eksperiment, der er opstillet sådan, at påstanden også kan modbevises, hvis resultaterne går i en bestemt retning. På den måde kan man afsløre fejlagtige antagelser.

Platon skabte det første gymnasium, Akademia, som også bliver betragtet som den første højere læreanstalt og endda det første forskningsinstitut i Vesten, hvor særligt kompetente folk fik lov at deltage gratis i forelæsninger og debatter.

I modsætning til tidligere skoler havde Platons Akademia ikke en forudindtaget religiøs overbevisning eller metafysik, der blev dyrket, selvom Platons filosofi uden tvivl har præget skolens elever. De indskrevne elever forsøgte i stedet at finde svar på spørgsmål om verden via refleksion, logik, matematik og kritisk analyse.

Zoologiens og biologiens grundlægger

En af Platons mest indflydelsesrige elever var Aristoteles. Han anses som grundlægger af det, vi i dag kalder zoologi og biologi, men som altså indtil 1800-tallet blev betragtet som en del af filosofien. 

Han var også filosoffen, der lagde vægt på empiriske, systematiske observationer i filosofien.

Aristoteles var ligesom Platon og andre tidligere filosoffer optaget af at forstå virkeligheden, men i modsætning til Platon var han også interesseret i den sanselige virkelighed, ikke bare i hvad der skaber og ligger bag den sanselige virkelighed.

Aristoteles studerede dyrs anatomi og samlede planter for at studere deres struktur og udseende nærmere. Det siges, at Alexander den Store sendte sin læremester, Aristoteles, planter og blomster fra nye områder, han erobrede.

Aristoteles bidrog også med væsentlige tanker om årsag og virkning - grundene til, at noget forandrer og bevæger sig.

Selvom dette stadigvæk er et mysterium i dag  - hvad der gør noget til en årsag og andet til en virkning - så er det et stort element i videnskaben.

Filosofi bliver til videnskab

Aristoteles tænker filosof mennesket

Mennesket har en etisk forpligtelse, fordi det har den særegne status, at det er i stand til at erkende, mente Aristoteles. (Foto: Shutterstock)

Det var først i løbet af 1700-tallet og 1800-tallet, at filosofferne selv begyndte at bruge betegnelsen videnskab til at beskrive dele af filosofien.

I midten af 1800-tallet slog naturfilosof og rektor på Trinity College, Cambridge, William Whewell, et slag for, at man skulle dele filosofien op, så den del af filosofien, der blev kaldt naturfilosofien, fremover skulle gå under betegnelsen ’science’ - som senere oversættes til det danske ’videnskab’.

»Det var hovedsagligt William Whewell, der introducerede ordet ’science’ for at gøre op med den form for naturvidenskabsforståelse, som romantikkens naturfilosoffer, blandt andre den danske fysiker H. C. Ørsted, repræsenterede,« siger Hans Siggaard Jensen.

Tanken om opdelingen vandt popularitet på de europæiske universiteter i løbet af 1800-tallet, og det førte frem til den opdeling mellem naturvidenskab og filosofi, vi kender i dag.

Filosoffer diskuterer og videreudvikler stadig videnskabelige metoder og forståelsen af koncepter som sandhed og viden, og man kan se filosoffer udgive forskningsartikler i både naturvidenskabelige tidsskrifter og i filosofiske tidsskrifter.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.