Overset faktor? Plastikposer udleder også drivhusgasser, når de nedbrydes
Kilde: 
07 august 2018

Din plastikpose udleder måske flere drivhusgasser, end du lige regner med. Udledningen sker nemlig ikke kun, når posen bliver produceret, men også når posen ligger i solen og bliver nedbrudt. 

Det viser et nyt studie, skriver BBC.

Studiet viser, at den mest udbredte form for plastik, polyethylen, udleder de to drivhusgasser metan og ethen, når den udsættes for sollys.

Polyethylen bruges blandt andet til at lave de plastikposer, vi kender fra supermarkedet.

Forskerne bag undersøgelsen har brugt et år på at teste, hvor meget metan og ethen forskellige plastiktyper udleder. Både i havvand og på landjorden.

Efter 212 dage i solen udledte plastikken 176 gange så meget metan, som den gjorde i begyndelsen af eksperimentet.

Undersøgelsen viser også, at plastik på land udleder dobbelt så meget metan som plastik i havet.

Forskellen skyldes sollyset. Når solen mørner plastikken, nedbrydes den til mindre og mindre stykker. Det skaber et større overfladeareal, så flere drivhusgasser kan slippe ud i atmosfæren.

De fleste klimaforskere fokuserer på udledning fra plastikkens produktion – ikke når den allerede er skabt.

Vi ved, at for eksempel plastikposer udleder CO2, når de nedbrydes i naturen, men den nye undersøgelse er første gang, forskere har sat tal på de øvrige drivhusgasser, der udledes, når plastikken nedbrydes.

Det er begrænset, hvor meget metan og ethen, verdens plastik har udledt indtil nu. Men forskerne er bekymrede for fremtiden, når stadigt mere plastik er endnu mere nedbrudt.  

De har udgivet deres resultater i en forskningsartikel i det videnskabelige tidsskrift PLoS ONE.

mdm

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.