Rekord-opdagelse: 380 millioner år gammelt hjerte afslører menneskets tidlige evolution
Curtin university gogo-fisk fossil

Professor Kate Trinajstic inspicerer, hvad der for lægmænd måske bare ligner en sjov sten. I virkeligheden sidder hun med verdens ældste hjerte i hånden. (Foto: Curtin University)

Professor Kate Trinajstic inspicerer, hvad der for lægmænd måske bare ligner en sjov sten. I virkeligheden sidder hun med verdens ældste hjerte i hånden. (Foto: Curtin University)

16 september 2022

Selvom mange forskere bruger deres arbejdsliv på at forsøge at samle dele af det puslespil, der udgør menneskets evolution, er det de færreste forundt at opdage helt nye brikker.

Et australsk ledet forskerhold har derfor al mulig grund til at klappe sig selv på skulderen. De har nemlig fundet et 380 millioner år gammelt, aldeles velbevaret fossil af den nu forlængst uddøde Gogo-fisk.

Sådan så det sandsynligvis ud, dengang Gogo-fisken svømmede rundt ud for Australiens kyst. (Animation: Bruce Currie - Paleozoo)

Hvad, der dog er helt specielt, er, at dette fossil stadig har sit hjerte - verdens hidtil ældst kendte hjerte.

Det skriver Curtin University i en pressemeddelelse.

Normalvis er det skelettet, der forstener, og ikke det bløde væv. Derfor er det også ekstraordinært, at ikke bare hjertet, men også fiskens lever, mave og indvolde, er delvist eller helt bevaret.

»Som en palæontolog, der har studeret fossiler i mere end 20 år, var jeg virkelig forbløffet over at finde et tredimensionelt og smukt bevaret hjerte i en 380 millioner år gammel forfader,« udtaler professor Kate Trinajstic, der er hovedforfatteren bag det nye studie om fisken og dets organer, i pressemeddelelsen.

hjerte fisk gogo menneske evolution sammenligning

Gogo-fiskens hjerte (øverst) adskiller sig tydeligvis fra menneskets. Men der er alligevel ligheder, der viser, at flere store udviklingstrin allerede var blevet taget. (Grafik: Trinajstic et al.)

Ved nærmere undersøgelse viste det forhistoriske hjerte sig at gemme på flere overraskelser.

Det mest interessante er dog, at Gogo-fiskens hjerte er væsentligt mere komplekst, end forskerne havde forventet fra så tidligt et udviklingsstadie. Med to hjertekamre oven på hinanden ligner strukturen nemlig den, vi finder hos nulevende mennesker.

»Der er tale om et afgørende øjeblik i vores egen evolution,« fortalte Kate Trinajstic til BBC. »Det viser, at den anatomi, vi har, faktisk udviklede sig meget tidligt, og det kan vi for første gang observere med disse fossiler.«

Gogo-fisken tilhørte underklassificeringen Placodermia, som var de første fisk, der udviklede kæbe og tænder. Arten kunne blive op til 50 centimeter lang.

Studiet er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Science.

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.