Regnvejrs-regning og andre overspringshandlinger

I denne underholdende video kan du se, hvordan man kan regne ud, om man bliver mindre våd, hvis man løber gennem regnen. (Video: Minutephysics)

Mit første blogindlæg handlede om hvorvidt det kan betale sig at løbe igennem regnen. Det gav anledning til en del kommentarer og diskussioner, både her på bloggen og blandt mine kolleger og venner. Forleden fik jeg så en mail fra en veninde, der var faldet over en fantastisk lille regnvejrs-regnings-animationsfilm. Den synes jeg I alle sammen skal klikke jer ind og se inden I vover jer ud i regnen: Regnvejrs-regnings-animationsfilm.

Det gør mig altid super glad når jeg falder over den slags små perler. Tænk at der er folk derude som ikke bare regner, men også tager sig tiden til at tegne og fortælle i bedste Jørgen Clevin stil. Det er virkelig et af de steder, hvor internettet kommer til sin ret. Lidt små-nørdede ting kan få et stort publikum, fordi det ikke bare bliver udbredt blandt en gruppe venner, men kan deles af alle i verden.

Nu hvor jeg har skrevet om regnvejrsregning her på bloggen, fik jeg lyst til at dele filmen ovenfor. Men jeg vil da også gerne dele ud af et par andre favoritter i kategorien 'overspringshandlinger man bliver lidt klogere af'.

  • En helt fabelagtig illustration af verdens forskellige længdeskalaer. Her kan man zoome sig ind til de mindste subatomarer partikler og ud til der hvor det kendte univers ender. Personligt bliver jeg rørt til tårer af den her animation.

  • Numberphile er en youtube kanal der handler om tal. Jeg er især vild med den Dr. James Grime som er vært på mange af filmene. Man bliver simpelthen helt grebet af hans fortællinger om tal.

  • For de rigtig (virkelig meget) nørdede vil jeg også gerne anbefale tegneserien xkcd.com, som leverer noget af det mest begavede nørde-humor jeg har set.

  • Og hvis man trænger til en helt lille overspringshandling, så er facebook-siden IFreakingLoveScience et hyggeligt sted for alle, der er lidt vilde med videnskab.

God fornøjelse!

Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.