Forskere: Bakterier i Raw Food til kæledyr kan smitte både dyr og ejer
Kilde: 
12 januar 2018

En meget omdiskuteret diæt, hvor man spiser al sin mad rå, er nået ned i hundeskålen.

Raw Food til hunde og katte, blandt andet kendt som BARF, er en voksende tendens, som, nogle kæledyrsejere mener, er mere i tråd med dyrenes 'naturlige' diæt og skåner dyrene for forskellige allergier.

Men samtidig har forskerne haft meget kritiske øjne på trenden i USA, og nu er turen kommet til Europas kølediske.

Her er har et nyt studie fundet patogene (sygdomsfremkaldende) bakterier i de rå, frosne kødprodukter, som man kan tø op og fodre sit kæledyr med, skriver The Guardian.

Man vidste i forvejen, at råt kød kan gemme på en masse patogene bakterier, som nogle gange er hårdføre nok til at overleve en tur i fryseren. Men præcis hvor slemt det stod til i de produkter, der findes på markedet, ville forskerne undersøge i det nye studie.

Nærmere bestemt analyserede forskerne 35 frosne kødprodukter til kæledyr, som kan købes i hollandske butikker.

Valget af Holland faldt ikke tilfældigt, for her siger statistikkerne, at over halvdelen af alle hundeejere fodrer deres hunde helt eller delvist med Raw Food.

Her er et udsnit af, hvad forskerne fandt af slemme bakterietyper i det rå foder:

  • 23 procent af kæledyrsmaden viste sig at indeholde en type af E. coli-bakterier, der kan forårsage nyresvigt hos mennesker.

  • 80 procent indeholdt en antibiotika-resistent type af E. coli-bakterier

  • I over 50 procent af produkterne var der forskellige arter af bakterien Listeria.

  • 20 procent af kødet indeholdt Salmonella

Af de småbitte chikanører er det mest bekymrende ifølge én af studiets forskere, at der blev fundet antibiotika-resistente bakterier i kødet.

Og det ikke kun kæledyrene, der risikerer at blive inficeret af kød-bakterier, for så snart man tøer kødet op i sit hjem, er der en risiko for såkaldt 'krydskontaminering', hvor bakterierne spreder sig til andre madvarer i huset og kan ende i ejerens mave.

naa

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.