Rapport peger på seks tiltag, der skal hjælpe insekterne i Danmark
En dansk rapport peger nu på, hvordan vi kan hjælpe nogle af de insektarter, der har det hårdt. Rapporten viser, at vi får færre af specifikke insekter i Danmark – men seks tiltag kan rette op på det.
Sommerfugle_danmark

Vores iver efter at optage mere og mere af Jordens plads presser insekterne. I Danmark er især sommerfugle, løbebiller og biller pressede, viser en ny dansk rapport. (Foto: Shutterstock)

Vores iver efter at optage mere og mere af Jordens plads presser insekterne. I Danmark er især sommerfugle, løbebiller og biller pressede, viser en ny dansk rapport. (Foto: Shutterstock)

Biodiversiteten har trange kår mange steder i verden. Betonjungler skyder op, og landbruget fylder mere, hvilket presser flere insektarter.

I Danmark ser billedet ligesådan ud, hvor blandt andre sommerfugle, bier og løbebiller har det hårdt. Sådan lyder konklusionen i en ny, videnskabelig rapport fra Aarhus Universitet. 

Resultaterne har fået forskerne bag til at pege på seks tiltag, der skal være med til at vende udviklingen i Danmark. Her er et udpluk - du kan se alle seks i bunden af artiklen.

Vi bør:

  • Sikre større og mere sammenhængende naturarealer samt  beskytte eksisterende lys-åben natur og skovnatur.
  • Etablere græsning på større arealer og tilpasse græsningsintensiteten til arealets produktivitet eller naturtype.
  • I byområder sikre så store grønne arealer som muligt med en varieret vegetation.

Førsteforfatter Christian Kjær forklarer til Videnskab.dk, at de nye resultater understreger behovet for handling.  

»Der er brug for en række tiltag, hvis vi ikke skal se en yderligere tilbagegang af bestemte insektarter. Ellers når vi på et tidspunkt en grænse, hvor flere insektarter kan uddø lokalt i Danmark,« siger Christian Kjær, seniorforsker ved DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi på Aarhus Universitet.

Red Verden: Stort tema i gang


I en konstruktiv serie undersøger Videnskab.dk, hvordan mennesket kan redde verden.

Du kan debattere løsninger og både få og give gode råd i vores Facebook-gruppe Red Verden.

Der skal fokus på forskellighed

Ifølge seniorforskeren er særligt specialiserede insekter, blandt andre de fleste sommerfugle, hæmmede af, at de sjældent flyver langt væk fra deres hjem og slår sig ned i nye områder.

Specialiserede insektarter dækker over insekter som biller og sommerfugle med særligt tilpassede madvaner, der er afhængige af specifikke planter, ådsler eller lort for at overleve. Det er i høj grad dem, der må vige pladsen til fordel for landbrug, store byggerier og jungler af asfalt. 

»Der er insekter, som hver især udfylder hver deres rolle, og de har specielle, individuelle krav. Når vi fjerner forskelligheden i vores landskab, bliver det svært for nogle arter at leve i det nye miljø,« forklarer Christian Kjær.

Netop derfor er det vigtigt med flere tiltag, der skal sikre, at insektarter ikke uddør lokalt.

»En af de centrale pointer er, at insekterne skal tænkes ind i planlægningen af nye områder og fjernelse af gamle. Man skal overveje, hvad det vil betyde for insekterne i området og lave en risikovurdering,« lyder opfordringen fra Christian Kjær.

En bekymring er, at færre insekter medfører mindre bestøvning af planter og mindre føde til dyr, der lever af insekter, og det skal tiltagene være med til at afhjælpe.

På Videnskab.dk har vi tidligere skrevet om, hvordan du selv kan være med til at hjælpe insekterne.

Vigtigt med grønne korridorer

Lektor Annette Bruun Jensen er ikke overrasket over resultaterne, der er på linje med tidligere forskning.

Sådan har forskerne gjort

For at undersøge de danske forhold for insekter har forskerne samlet resultaterne fra en række danske studier og fra områder, der klimamæssigt og geografisk kan sammenlignes med forholdene i Danmark.

Det er data fra Nordeuropa, og det er en opgørelse af observerede udviklingstendenser beskrevet i videnskabelige artikler fra Nordvesteuropa.

Den danske videnskabelige rapport kommer på baggrund af et tysk studie, der viste en betydelig tilbagegang af insekter på tyske enge. Det har vi tidligere skrevet om på Videnskab.dk. 

Særligt specialiserede insekter som løbebiller, sommerfugle og biller har det hårdt, viser rapporten.

Hun har læst rapporten for Videnskab.dk og mener, at den er »vigtig« og »veludført«.

»Rapporten behandler og fremlægger resultaterne på en saglig måde, og jeg er helt enig i de tiltag, som forskerne peger på. Noget af det, man kunne se nærmere på nu, er, hvor man kan sætte ind rent lokalt, når det kommer til at bevare særligt specialisterne,« siger Annette Bruun Jensen, lektor på Institut for Plante- og Miljøvidenskab på Københavns Universitet.

Hun fremhæver samtidig, at det er vigtigt med randzoner, som er områder langs vandløb og rundt om søer, hvor det er forbudt at dyrke afgrøder, sprede gødning og bruge sprøjtemidler.

Dog ikke uden at tage hensyn til landbruget.

»Vi kan jo heller ikke bare nedlægge landbruget, så det er vigtigt, at man finder en balance. Men det er klart, vi skal tænke på, hvordan vores agerland dyrkes, så vi sikrer os, at der stadig er grønne korridorer, hvor både blomster og insekter kan etablere sig og spredes.«

Lad byerne blomstre

Både Christian Kjær og Annette Bruun Jensen er enige om, at de konkrete tiltag ikke skal begrænse sig til vores landbrug, og hvordan vi dyrker vores marker.

Også i byerne er det vigtigt med grønne fingre og urørte områder, hvor de små specialister kan boltre og indrette sig, som det også lyder i rapporten.

»I byerne giver det mening at tænke biodiversitet ind i parkerne, så man eksempelvis har områder, hvor der ikke klippes og slås planter og græs så intensivt,« forklarer Annette Bruun Jensen.

Hun tilføjer, at det kan være et hjørne af en park eller områder etableret med henblik på at skabe et plante- og insektliv, så det sker i overensstemmelse med beboerne i området.

Hvis du vil give dit besyv med i debatten, kan du melde dig ind i Videnskab.dk's Facebook-gruppe Red Verden. Gruppen har flere end 5.700 medlemmer, som debatterer og udveksler idéer til den grønne omstilling.

Hav insekterne i baghovedet

Ifølge forskerne er der tre vigtige ingredienser, vi skal have med, når vi i fremtiden pønser på at skære i insekternes hjem:

  • Mere forskning

  • Fokus på lokale områder 

  • Og insekter i baghovedet.

»Man kan ikke pege på blot én ting, der kan bremse tilbagegangen af insekter. Det er klart, når både landbruget og byer optager mere plads, bliver der mindre og mindre plads til insekter, og derfor er det vigtigt, at vi får insekterne tænkt ind i planlægning af byer og land,« siger Christian Kjær.

Annette Bruun Jensen mener, at vi i Danmark godt kan bruge mere data om vores insekter, så det i højere grad er muligt at gøre noget ved tilbagegangen.

»Rapporten har inddraget de danske studier, der eksisterer, men man kunne have håbet, der var mere data på området. For hvis vi skal have vendt udviklingen, er det vigtigt at vide, hvor vi skal sætte ind, både nationalt og lokalt.«

I en artikel på Videnskab.dk har seniorforsker Rasmus Ejrnæs tidligere understreget, at der også skal stilles krav til politikerne, hvis der skal ske forandringer.

»Vi lever i et demokrati, så det vigtigste, man kan gøre, er at kræve af politikerne, at de laver en målsætning om, hvor meget areal der skal afsættes til natur,« lød det fra Rasmus Ejrnæs, seniorforsker på Institut for Bioscience - Biodiversitet på Aarhus Universitet.

I en tidligere artikel på Videnskab.dk kan du læse mere om, hvad der sker, hvis insekterne bliver hjemløse.

Danske forskere: Sådan kan vi redde insekterne

I rapporten peger forskere på seks tiltag skal hjælpe de insekter, der er truet og på tilbagegang. Vi skal:

  • Sikre større og mere sammenhængende naturarealer samt at eksisterende lys-åben natur og skovnatur beskyttes.
  • Undlade hugst af veterantræer og skabe mere urørt skov.
  • Etablere græsning på større arealer og tilpasse græsningsintensiteten til arealets produktivitet/naturtype.
  • Reducere landbrugets påvirkning med kvælstof og pesticider i overgangszoner mellem landbrug og naturarealer.
  • I byområder sikre så store grønne arealer som muligt med en varieret vegetation. Herunder reducere lysforureningen mest muligt, f.eks. ved at vælge den type pærer i gadebelysningen, som tiltrækker færrest insekter.
  • Optimere småbiotoper i agerlandet og bylandskabet med større arealer, reduktion i slåning af arealerne samt ved udplantning/såning af hjemmehørende blomster. Desuden sikre at levende hegn skærmes med bufferzoner for påvirkninger af sprøjtemidler og kvælstoftilførsel.
Red Verden med Videnskab.dk

I en konstruktiv serie ser Videnskab.dk nærmere på, hvordan mennesket kan redde verden.

Vi tager fat på en lang række emner – fra atomkraft og indsatser for at redde dyrene til, om det giver bedst mening bare at spise mindre kød.

Hvad siger videnskaben? Hvad kan man selv gøre hjemme fra sofaen for at gøre en forskel?

Du kan få mange gode tips og råd i vores Facebook-gruppe, hvor du også kan være med i overvejelser om artikler eller debattere måder at redde verden på.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab, klima og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.



Det sker