Østafrikas store gnuvandring er på randen af kollaps. Hvad kan vi gøre?
De gigantiske dyrevandringer i Østafrika er kåret som et af verdens største naturvidundere. Men fremtiden ser mildest talt dyster ud.
Gnu migration vandring Kenya Tanzania dyreliv bosættelse tørke føde drikkevand lokalsamfund jordudstykning reservat turisme safari lovgivning beskyttelse forvaltning profit

Gnuernes vandring er drevet af regnen. Når græsset forsvinder, driver regnen flokkene videre mod nye græsgange i en af verdens største vandringer af store dyr. (Foto: Shutterstock)

Gnuernes vandring er drevet af regnen. Når græsset forsvinder, driver regnen flokkene videre mod nye græsgange i en af verdens største vandringer af store dyr. (Foto: Shutterstock)

Bringes i samarbejde med The Conversation

Videnskab.dk oversætter artikler fra The Conversation, hvor forskere fra hele verden selv skriver nyheder og bringer holdninger til torvs

Gnuerne vandrer på de gigantiske græssletter i Afrika for at finde føde, vand og steder at føde deres unger. Men gnuernes store vandring er truet.

Deres vandreruter bliver krydset og spærret af blandet andet hegn, bosætninger, gårde og veje, så arealet, hvor gnuerne kan strejfe omkring, bliver stadig mindre.

Krybskytteri er et problem, ligesom jordbrug og husdyrholdenes overgræsning betyder, at gnuerne har mindre at spise end tidligere.

Ekstremt fald i antallet af vandrende gnuer

Vi ønskede at afdække, hvordan det står til med Østafrikas store gnuvandring. 

Derfor analyserede vi tendenser i regionernes fem tilbageværende vandrende gnu-populationer. Vi benyttede kort fra kolonitiden, litterære gennemgange og luftfoto.

Vi udstyrede nogle af gnuerne med GPS-halsbånd og interviewede forskere og indbyggere i området for at vurdere, i hvilken grad gnuernes vandring har ændret sig over tid.

Vi fandt et ekstremt fald i antallet af vandrende gnuer samt reduktion af de de fleste dyrevandringsruter i Kenya og Tanzania. 

Fire ud af fem nuværende migrationer - heriblandt Mara-Loita-dyrevandringen - er alvorligt truet og på randen af kollaps.

Det øger risikoen for, at gnuerne uddør lokalt i fire østafrikanske økosystemer, der historisk set har haft et frodigt dyreliv, og det skyldes, at gnuernes adgang til afgørende ressourcer blokeres.

LÆS OGSÅ: Danske forskere forsøger at bremse »gigantisk tragedie« i Afrika

De fem økosystemer

Østafrikas tilbageværende vandrende gnu-populationer findes i fem økosystemer.

Ved hjælp af knap 60 års data fra luftfoto (taget mellem 1957 og 2016) i Kenya og Tanzania, fandt vi, at gnuvandringerne er på randen af kollaps.

Migrationerne i Athi-Kaputiei, Amboseli og Mara-Loita er de mest udsatte.

1. Serengeti-Mara

Området dækker cirka 40.000 km2 og strækker sig over Kenya og Tanzania.

Siden 1977 har det samlede antal gnuer i området været cirka 1,3 millioner. 

Men antallet af gnuer, der krydser Serengeti i Tanzania til Maasai Mara, er faldet med 73 procent fra 588.000 gnuer i 1979 til 157.000 i 2016.

2. Greater Amboseli

Området dækker cirka 7.730 km2 og strækker sig også over Kenya og Tanzania.

Den vandrende gnu-population faldt med 85 procent fra 16.300 gnuer i 1977 til mindre end 2.400 i 2014.

3. Mara-Loita

Området dækker cirka 7.500 km2 i det sydvestlige Kenya.

Her er antallet af vandrende gnuer styrtdykket med 81 procent fra mere end 123.000 i 1977 til mindre end 20.000 i 2016.

Forskerzonen

Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde.

Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.

Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.

4. Athi-Kaputiei

Athi-Kaputiei strækker sig over 2.200 km2 og ligger i nærheden af Nairobi, Kenyas hovedstad.

Athi-Kaputieis vandrende gnu-population faldt med 95 procent fra 27.000 gnuer i 1977 til mindre end 3.000 i 2014.

5. Tarangire-Manyara

Tarangire-Manyara-økosystemet og de tilstødende landsbyområder i det nordlige Tanzania dækker 35.000 km2.

Antallet af vandrende gnuer er faldet med 72 procent siden 1990; fra 48.800 til 13.600 i 2016.

Største trusler

De største trusler varierer fra område til område og er blandt andet: dårligt udtænkt jordbrugs-udbygninger, hegn, bosætninger, bycentre, veje og anden infrastruktur, krybskytteri samt konkurrencen med husdyrhold om føde, plads og drikkevand.

Lovgivningen i Kenya tilskynder privat jordbesiddelse fremfor fælles jordbesiddelse, hvilken fremmer udstykningen af jord.

Opsætningen af hegn spreder sig hurtigt i Mara-Loita-økosystemet, som følge af opdelingen af store gruppeejede landejendomme på fællesejede udstykninger af jord samt dannelsen af vildtreservater.

LÆS OGSÅ: Forskere hjælper utilsigtet krybskytter

Adskillige fejl på en række område

I sidste ende skyldes truslerne det stigende antal mennesker og hushold.

Måden, jorden bliver brugt, er under forandring (fra græsning til jordbrug), og der er større konflikt mellem mennesker og dyreliv, i takt med at dyrene kommer i kontakt med menneskerne.

Der er sket adskillige fejl på en række områder; blandt andet lovgivningen, som ikke har kontrol over bosætningen, beskyttelsen eller fredningen af dyrelivet samt forvaltningslovgivningen.

Jordbrug og husdyrhold er et mere attraktivt valg

En afgørende fejl i Kenya er, at lovgivningen fokuserer mest på beskyttede områder, der kun dækker 8 procent af landets areal, og som kun brødføder 35 procent af dyrelivet.

De resterende 65 procent lever på privatejede landområder, som alle de 4 truede gnuvandringer krydser.

Det er et kæmpe problem, at der ikke er et incitament, der kan anspore landejerne til at passe på dyrelivet.

Landejerne har nemlig kun lidt eller ingen gavn af dyrelivet, siden Kenya i 1977 forbød brug og handel af vilde dyr og produkter.

Det begrænser turismen, så jordbrug og husdyrhold er et mere attraktivt valg.

Hvad bør vi gøre?

Vi skal handle hurtigt, hvis vi skal gøre os håb om at redde gnuvandringerne, men desværre falder advarslerne ofte for døve ører blandt de institutioner, der forvalter dyrelivet.

For at redde gnuvandringerne skal der strammere lovgiving til. Vi skal sikre større landområder, samarbejde med lokalsamfundene og i sidste ende reducere mennesketilvæksten.

  • Vi skal især sikre forordninger omkring antallet husdyrhold, hegn, bosætning, store gårde og veje.
  • Landområderne skal genoprettes; det vil sige, bosætninger skal ryddes, og jordbrug på migrationsruterne stoppes. 
  • Afgørende flodsystemer som Mara-floden (der kan opdæmmes) skal fredes.
  • Afskovningen skal forvaltes bedre.
  • Dyrene skal være i stand til at krydse store veje - enten under eller over vejsystemerne.

Behov for solid håndhævelse af lovene

Der er behov for solid håndhævelse af lovene i forsøget på at reducere den ulovlige jagt på og handel med såkaldt bushmeat

Private landejere har tidligere forsøgt at beskytte migrationsruterne ved at skabe vildtreservater, almindeligvis i samarbejde med turistindustrien, hvilket beskytter landområderne og leverer indtægter til lokalsamfundet.

Men der er behov for mere støtte fra de forskellige lokalsamfund og turismens investorer til planlægning, udvidelse og forvaltning af reservaterne, der ligger uden for statsbeskyttede områder.

En svaghed ved reservaterne er, at de almindeligvis forpagter landområdet af private jordejere for korte perioder. 

Områderne er dyre at vedligeholde, fordi forpagtede landområder dækker store arealer. 

En anden mulighed er, hvis staten og andre aktører køber landområderne. 

Enorme konsekvenser

Man kunne også sikre, at lokalsamfundet fik større gavn af dyrelivet i forhold til beskæftigelse og indkomst, hovedsagligt gennem turisme. Det vil reducere krybskytteri og ødelæggelse af habitaterne. 

Der er behov for større koordination og samarbejde mellem Kenya og Tanzania for at bevare migrationen på tværs af landegrænserne. Intense og hyppigere tørkeperioder betyder, at disse tiltag er uopsættelige. 

Manglende handling vil få enorme konsekvenser. Hverken zebraen eller thomsongazellen migrerer i Kenyas Riftdal i dag, og elefanterne vandrer ikke længere i Kenya. 

Vi risikerer, at gnuerne lider samme skæbne.

Joseph Ogutu modtager støtte fra Tysklands Forskningsfond og EU's Horizon 2020 research and innovation programme under Grant Agreement No. 641918 through the AfricanBioServices Project. Denne artikel er oprindelig publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.

LÆS OGSÅ: Borgere hjælper med forskning i Serengeti Nationalpark hjemme fra sofaen

LÆS OGSÅ: Selv Jordens ikke-truede dyrearter svinder hastigt

 

The Conversation

Red Verden med Videnskab.dk

I en konstruktiv serie ser Videnskab.dk nærmere på, hvordan mennesket kan redde verden.

Vi tager fat på en lang række emner – fra atomkraft og indsatser for at redde dyrene til, om det giver bedst mening bare at spise mindre kød.

Hvad siger videnskaben? Hvad kan man selv gøre hjemme fra sofaen for at gøre en forskel?

Du kan få mange gode tips og råd i vores Facebook-gruppe, hvor du også kan være med i overvejelser om artikler eller debattere måder at redde verden på.

Videnskab.dk's julekalender - tryk på en julekugle

Fra alle os til alle jer klimanisser: Her er årets grønneste julekalender. Giv julekuglerne et dask for at åbne dagens låge. Du kan følge julekalenderen i Facebook-gruppen RED VERDEN.

Tryk på kuglerne for at åbne lågerne. Når du har åbnet en låge, kan du læse teksten ved at scrolle med musen eller swipe på mobilen.

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.