Planter i ørkenen er nødt til at være opfindsomme, hvis de ikke vil dø af tørst.
De fleste af dem har udviklet et enormt rodnet, der enten stikker dybt eller spreder sig ud, så de kan suge så meget vand til sig som muligt. Men planten ørkenmos (Syntrichia caninervis) har fundet på et andet, snedigt vandingssystem.
Planten har ifølge forskere fra Brigham University i Utah noget, der bedst kan sammenlignes med små hår, på spidsen af hvert blad. Hvert hår kan samle eksempelvis dugdråber fra luften og suge dem til sig, så planten på den måde kan vande sig selv. Det skriver Sciencemag.org.
»Vores observationer har afsløret, at naturen kan optimere sin vandsamling ved at gøre brug af relevante, fysiske plantestrukturer og forskellige kilder til vand,« skriver forskerne i deres videnskabelige artikel, der er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Nature Plant.
Du kan se i videoen over artiklen, hvordan ørkenmos fanger dugdråber med sine hår og vander sig selv.
Riller opsamler vand
Grunden til, at ørkenmos kan fange duggen, er, at de små hår er dækket af riller, som er helt ned til omkring 100 nanometer dybe og 200 nanometer brede. Det er nemlig den perfekte størrelse til, at dug kan kondensere, når forholdene er rigtige.
Når der er samlet nok vand i rillerne, vil vandet blive trukket ned mod planten, og sådan kan den vande sig selv.
Hvis det regner, vil vanddråberne selvfølgelig være større end duggen, men her har forskerne observeret, at ørkenmos kan gribe regndråber mellem to hår. Det er altså næsten lige meget, i hvilken form vandet er; så længe det er flydende, vil ørkenmos være i stand til at indfange det.
Så selvom det er meget begrænset med vand i ørkenen, formår ørkenmos alligevel at slukke sin tørst, om det er fra dug, tåge eller regn.