Sex mellem pygmæer og kinesere har sat varige spor i Sydøstasiens genetiske landskab, viser stort internationalt studie, der er publiceret i tidsskriftet Science.
Studiet har haft den danske professor i geogenetik ved Københavns Universitet Eske Willerslev, bag sig.
Det skriver Lundbeckfonden, der har støttet projektet, i en pressemeddelelse.
Det er kendt, at den genetiske og kulturelle mangfoldighed blandt befolkningsgrupperne i det moderne Sydøstasien er meget stor. Der har derfor været knyttet mange forskellige teorier til, hvordan indvandringen og befolkningen i Sydøstasien har udviklet sig.
»Meningen med vores undersøgelse var at prøve at finde ud af, hvordan indvandringen til Sydøstasien egentlig er foregået,« fortæller Eske Willerslev i pressemeddelelsen.
Forskerne har på baggrund af analyser fra knogler og tænder fra mennesker, der har levet i Sydøstasien inden for de sidste 8.000 år, kortlagt 28 menneskers individuelle arvemasse. Arbejdet har involveret videnskabsfolk fra 43 universiteter.
Undersøgelserne viser ifølge Eske Willerslev at: »Sex mellem pygmæer og fysisk langt større indvandrere fra Kina skulle vise sig at komme til at spille en helt central rolle i udviklingen af den genetiske mangfoldighed, der i dag karakteriserer Sydøstasien.«
»Man kan fundere på, om det er en af årsagerne til, at mange sydøstasiater – sammenlignet med eksempelvis europæere – rent fysisk er så små. Det er næppe en forklaring, som dækker totalt, men det kan meget vel være en bidragende faktor,« tilføjer han.