Nyt studie: Pigrokker og zebrafisk kan matematik
pigrokke havbund regne matematik

Pigrokken i studiet var den såkaldte øjeplettede flodpigrokke (Potamotrygon motoro), der er en ferskvandsrokke. (Foto: Shutterstock)

Pigrokken i studiet var den såkaldte øjeplettede flodpigrokke (Potamotrygon motoro), der er en ferskvandsrokke. (Foto: Shutterstock)

Kilde: 
04 april 2022

Forskere fra Bonn University i Tyskland har for nylig opdaget, at nogle pigrokker (Potamotrygon motoro) og fiskene zebra mbuna cichlider (Pseudotropheus zebra) er i stand til at addere og subtrahere - altså lave simpel plus-minus-matematik.

De tæller derfor med på en voksende liste af dyr med matematiske evner. Forskning har nemlig vist, at blandt andre pattedyr, fugle, salamandre og selv bier på et primitivt plan er i stand til at lægge tal til såvel som at trække dem fra.

Studiet, der blev publiceret i tidsskriftet Scientific Report, skal ifølge forskerne bag give anledning til at genoverveje, om fisk faktisk er så primitive, som vi går og tror.

Det skriver ScienceAlert.

Forskerne lavede deres undersøgelse af havdyrenes matematiske evner ved at lave forskellige porte. Hver port havde et kort med en farve, som enten var gul eller blå, og et antal figurer på.

kort forsøg test

To eksempler på, hvilke opgaver havdyrene kunne blive præsenteret for. (Foto: V. Schluessel et al.)

Til hvert enkelt forsøg blev dyrene vist et kort med en farve og et antal figurer. Derefter skulle de svømme videre i akvariet, hvorefter de mødte to porte med forskellige kort. Bag en af portene var der en belønning.

Forskerne trænede dem til at forstå, at når det første kort for eksempel havde tre blå firkanter, så ville der være en belønning bag porten med fire blå firkanter. Blå var altså en indikation på, at der skulle adderes.

Hvis det første kort derimod havde gule former, skulle dyrene vælge porten, hvis kort havde én færre gul form. Gul betød altså, at de skulle trække fra for at få en belønning.

pigrokke forsøg

Både pigrokkerne og cichliderne havde nemmest ved at addere. På billedet er forsøget sådan, at pigrokken skal addere, da der er to blå figurer på det første kort (4). (Foto: V. Schluessel et al.)

Ikke alle dyrene i forsøget var i stand til at bruge matematik til at få belønninger. Men dem, det lykkedes for - seks ud af otte cichlider og tre ud af otte pigrokker - var bemærkelsesværdigt dygtige til det.

Pigrokkerne valgte for eksempel den rigtige dør 94 procent af tiden, når de skulle lægge tal til. Mens det lykkedes 89 procent af tiden, når de skulle trække fra.

jso

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.