Nyt studie: Geologer finder fragmenter fra ældgammelt kontinent i Nordcanada

Canadiske forskere på jagt efter diamanter har fundet stumper fra et ældgammelt kontinent i Baffin Island. (Foto: Shutterstock).

Canadiske forskere på jagt efter diamanter har fundet stumper fra et ældgammelt kontinent i Baffin Island. (Foto: Shutterstock).

23 marts 2020

Egentlig søgte forskerne efter diamanter i Baffin Islands mellem det nordlige Canada og Grønland, men så stødte de tilfældigt på et banebrydende fund: 

Fortiden var skudt op fra dybt under jordens overflade, og med sig bragte den små stykker af et ældgammelt kontinent, kaldet det Nordatlantiske Kraton.

Fragmenterne, der er fundet, stammer fra Arkæikum, Jordens ældste geologiske periode (eon), skriver ScienceAlert, og opdagelsen betyder, at forskerne nu har fundet 10 procent mere af kontinentets formodede størrelse.

Det skriver British Columbia University i en pressemeddelelse.

Kratoner er milliarder af år gamle og stabile jordskorpesegmenter, som udgjorde en stor del af Jordens dybe undergrund tidligere i planetens geologiske historie.

Det Nordatlantiske Kraton blev gradvist knust af kontinentalpladerne for omtrent 150 millioner år siden, og i dag er der kun brudstykker tilbage. 

Fragmenterne fra det er blevet fundet i Skotland, Labrador i Canada og Grønland, men forskerne havde ikke forventet at finde dem ved halvøen Hall Peninsula i den sydlige ende af Baffin Island, Canada. 
 
»At finde de her stykker er ligesom at finde en tabt puslespilsbrik,« fortæller geologiprofessor og medforfatter på studiet Maya Kopylova fra British Columbia University i pressemeddelelsen.

De canadiske forskere har undersøgt såkaldt kimberlit, der er en bjergart, som ofte indeholder diamanter.

Kimberlitter blev formet for millioner af år siden mellem 150 til 400 kilometer under overfladen, og herfra presses nogle op til overfladen af geologiske eller kemiske processer. Indimellem følger der så diamanter med op fra dybet.

»For forskere er kimberlitter underjordiske 'raketter', som samler 'passagerer' op under deres rejse mod overfladen,« fortæller Kopylova i pressemeddelelsen.

»'Passagererne' er solide stumper af klipper, der har et væld af detaljer med sig om forskellige geologiske tiders forhold dybt under vores planets overflade.«


Prøverne i studiet kommer fra undergrunden 200 kilometer under Chidliak-provinsen i Canada. Tidligere har undersøgelser af det Nordatlantiske Kratons udbredelse været baseret på prøver af hule sten, der formes et sted mellem 1-10 kilometer under Jorden.

»Vores forståelse (af det ældgamle kontinent, red.) er både bogstaveligt og symbolsk nået meget dybere,« siger Kopylova i pressemeddelelsen.

Studiet er udgivet i Journal of Petrology.

 

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.