Hvis du har et tæt forhold til din hund, skyldes det måske, at den er særligt følsom overfor 'kærlighedshormonet' oxytocin. Det viser et nyt studie, skriver Linköpings Universitet i en pressemeddelelse.

Det er almindeligt kendt, at 'kærlighedshormonet' oxytocin spiller en vigtig rolle i sociale relationer mellem både mennesker og dyr. 

Men undersøgelsens resultater, som er publiceret i tidsskriftet Hormones and Behavior, giver en mulig forklaring på, hvorfor nogle hunde er bedre til at samarbejde med mennesker end andre hunde.

• Første trin var at lære hundene at åbne et låg for at få fat i en godbid.
• Derefter blev hundene stillet den samme opgave, men hvor låget var sat fast, så det var umuligt at åbne.
• Forskerne målte så, hvor lang tid, hundene forsøgte selv, før de henvendte sig til deres ejere og spurgte efter hjælp.

Inden hundenes samarbejdsevner blev undersøgt, fik de sprøjtet oxytocin op i snuden.

For at kontrollere undersøgelsen blev det samme forsøg udført med saltvand.

Derudover blev DNA fra hundenes spyt analyseret for at fastslå, hvilken variant af genet for oxytocin-receptorer hundene havde hver især.

Studiet konkluderer: 

• At hunde med en særlig genetisk variant af oxytocin-receptorer reagerer kraftigere på oxytocin end andre hunde.
• At hunde er mere tilbøjelige til at søge hjælp hos deres ejere, når de får tilført oxytocin, end når de får saltvand.

Dermed foreslår forskerne, at undersøgelsen kan kaste nyt lys på hundens udvikling fra vild ulv til menneskets bedste ven.

»Resultaterne leder os til at tro, at mennesket har tæmmet ulve med en særlig veludviklet evne til at samarbejde og derefter avlet efterfølgende generationer fra disse,« siger Mia Persson, der er ph.d.-studerende ved Linköpings Universitet og en af forskerne bag hundeforsøget, i pressemeddelelsen.

mdm