En ny kæmpeåkande-art, som man ikke tidligere har været bekendt med, er blevet fundet.
Det er den første nye kæmpeåkande, der er blevet opdaget i mere end et århundrede.
Det skriver The Guardian.
Historien bag opdagelsen startede i 2006, hvor en gruppe forskere ved Kew Gardens i London var begyndt at spekulere i, om der måske fandtes en ny, tredje art af kæmpeåkanden. De havde set et billede af åkanden på internettet, som de ikke syntes, lignede de allerede kendte arter.
Derfor kontaktede de en række forskere i Bolivia, hvor åkanden befandt sig, for at finde ud af, om de kunne have ret.
Det førte til et samarbejde, hvor to bolivianske institutioner, Santa Cruz de la Sierra Botaniske Have og La Rinconadas Haver, donerede en samling af kæmpeåkandefrø fra den plante, de troede kunne være en uopdaget art.
I London blev frøene plantet i Kew Gardens ved siden af de to andre arter, og så gik forskerne ellers i gang med at studere de tre planters DNA.
Og ganske rigtigt. Forskerne havde fat i den lange ende: De tre åkander havde forskelligt DNA.
En opdagelse, som begejstrede forskerne.
»Taget det hurtige tab af biodiversitet i betragtning, er det en opgave af enorm betydning at beskrive nye arter,« siger Natalia Przelomska, der forsker ved Kew Gardens, til The Guardian.
Den nye kæmpeåkande er blevet navngivet Victoria boliviana til ære for dens hjemland. Ifølge The Guardian, forventes det, at den nu er den største kæmpeåkande i verden med dens tre meter lange blade.