Nyopdaget dinosaur er måske den største nogensinde
titanosaurus langhals saurpod dinosaur kæmpe stor største argentina patagonia

Argentinosaurus huinculensis, som formodes at have været tæt beslægtet med den nyopdagede titanosaurus. (Illustration: Shutterstock)

Argentinosaurus huinculensis, som formodes at have været tæt beslægtet med den nyopdagede titanosaurus. (Illustration: Shutterstock)

Kilde: 
22 januar 2021

Palæontologer i Argentina har fundet et 98 millioner år gammelt fossil i Patagonia-ørkenen, som måske tilhørte en hidtil ukendt art af titanosaurus, de største af de langhalsede, planteædende sauropoder.

Fundet bliver beskrevet i et nyt studie, hvori palæontologerne kommer med bud på kolossens art og størrelse, som lader til at sprænge skalaen for, hvad der er muligt.

Det skriver Live Science.

»Målene (på dinosauren, red.) taget i betragtning, ser det sandsynligt ud, at den er kandidat til at være en af de største, hvis ikke den største, sauropod, som nogensinde er fundet,« fortæller palæobiolog Paul Barrett fra Natural History Museum i London, som ikke er involveret i studiet.

Indtil videre har forskerne fundet 24 stykker ryghvirvel fra dinosaurens hale samt dele af dens skulderblad og bækkenring.

Det er ikke nok til at give et helt akkurat bud på dyrets størrelse. Til det skal man helst bruge en lårbensknogle eller en overarmsknogle, men på grund af størrelsen på de knogler, der allerede er fundet, er palæontologerne ret sikre i deres sag.

I studiet beskriver forskerne hvordan den nye kæmpe sandsynligvis var større end selv Patagotitan, en titanosaurus opdaget i 2014, som kunne blive op mod 15 meter høj og veje over 62 ton, det samme som næsten 12 asiatiske elefanter, ifølge Live Science.

Patagotitan, som blev opdaget i Patagonien i 2014 og som indtil videre betragtes som den største dinosaur nogensinde, sammenlignet med et menneske. (Illustration: Steveoc 86/Henrique Paes/CC BY-SA 4.0)

Palæontologerne kan endnu ikke sige med sikkerhed, om der er tale om en nyopdaget art eller blot en større variant af en art, man kender i forvejen.

Det forventer de at vide mere om, så snart de kan genoptage udgravningerne, hvilket desværre ikke er helt ligetil.

»Fundsstedet er rigtig svært at komme til, så logistikken er lidt kompliceret,« forklarer førsteforskeren på studiet Alejandro Otero til Live Science. Han uddyber, at coronapandemien indtil videre har sat en stopper for udgravningen.

»Men vi forventer at vende tilbage dertil, når pandemi-situationen er overstået.«

Studiet blev offentliggjort i tidsskriftet Cretaceous Research.

cll

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.