Nyopdaget art var konge af dinosaurerne millioner af år inden T. rex
Ulughbegsaurus uzbekistanensis dinosaur

Japanske forskere har opdaget en 'ny' dinosaur-art - Ulughbegsaurus uzbekistanensis, der levede millioner af år inden Tyrannosaurus rex, hvor den ligesom sin efterfølger var på toppen af fødekæden. På illustrationen har den under sig en mindre forgænger af en T. rex, der levede samtidig med Ulughbegsaurus uzbekistanensis. (Illustration: Julius T. Csotonyi). 

Japanske forskere har opdaget en 'ny' dinosaur-art - Ulughbegsaurus uzbekistanensis, der levede millioner af år inden Tyrannosaurus rex, hvor den ligesom sin efterfølger var på toppen af fødekæden. På illustrationen har den under sig en mindre forgænger af en T. rex, der levede samtidig med Ulughbegsaurus uzbekistanensis. (Illustration: Julius T. Csotonyi). 

09 september 2021

Tyrannosaurus rex var den ubestridte konge af dinosaurerne, da den levede for omkring 68-65,5 millioner år siden.

Den berygtede kødæder spredte skræk og rædsel og var i sin tid et toprovdyr.

Men mange millioner år, før Tyrannosaurus rex regerede, var det en anden frygtindgydende dinosaur, der stod på toppen af fødekæden.

I et nyt studie beskriver japanske forskere fundet af en hidtil ukendt dinosaur.

Den ’nye’ dinosaur kaldes Ulughbegsaurus uzbekistanensis og er en ny art, der stammer fra slægten Carcharodontosauridae. En slægt af kødædende dinosaurer, der levede før Tyrannosaurus rex.

Ulughbegsaurus uzbekistanensis dinosaur

På illustrationen kan du se venstre maxilla (kæbeben, red.) på Ulughbegsaurus uzbekistanensis. (Illustration: Tanaka et al./Royal Society Open Science.)

 

De japanske forskere fra Tsukuba-universitetet har undersøgt resterne af Ulughbegsaurus uzbekistanensis, der blev fundet i Kyzylkum-ørkenen i Usbekistan. Ifølge forskerne levede dinosauren for omkring 90 millioner år siden.

»Vi har beskrevet den nye slægt og art baseret på et enkeltstående fund af et fossil – dinosaurens venstre maxilla (øverste kæbeben til venstre, red.). Blandt therapoder (som alle de kødædende dinosaurer tilhørte, red.) kan størrelsen af maxilla bruges til at vurdere dyrets samlede størrelse, da de korrelerer med lårbenets længde, som er en velkendt indikator for en krops størrelse,« siger Kohei Tanaka, der er adjunkt og medforfatter til studiet, i en pressemeddelelse.

Forskerne vurderer, at denne Ulughbegsaurus uzbekistanensis var mellem 7,5 til 8 meter lang og vejede mere en 1.000 kilo.

Dinosauren var dermed langt større end alle andre kendte dyr ved Bissekty-formationen i Kyzylkum-ørkenen.

Derfor dominerede dinosauren formentlig fødekæden i områdets økosystem i begyndelsen af den sene kridttid for 99,6-65,5 millioner år siden, vurderer forskerne.

Dinosauren er opkaldt efter Ulugh Beg – en centralasiatisk sultan, astronom og matematiker (1394-1449), samt landet Usbekistan, hvor den blev fundet.

Studiet er publiceret i tidsskriftet Royal Society Open Science.

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.