Nyt studie peger på, at Titans største sø er over 300 meter dyb
Titan sø kraken mare dybere end troet

Sådan ville det måske se ud, hvis man var så uheldig at befinde sig på en af Titans giftige søer. (Illustration: NASA/John Glenn Research Center)

Sådan ville det måske se ud, hvis man var så uheldig at befinde sig på en af Titans giftige søer. (Illustration: NASA/John Glenn Research Center)

Kilde: 
28 januar 2021

Saturns måne Titan er uden tvivl et af de mest opsigtsvækkende steder i Solsystemet, med sin tykke, nitrogenholdige atmosfære, aktive klima og søer af flydende metan og etan.

I et studie fra december påviser forskere fra Cornell University, at Kraken Mare, den største af Titans søer, er næsten 10 gange dybere end hidtil antaget, med en dybde på over 300 meter.

Det skriver Live Science.

»Kraken Mare har ikke kun et fantastisk navn, men indeholder også omkring 80 procent af månens overfladevæsker,« fortæller førsteforfatter på studiet, Valerio Poggiali, ifølge Live Science.

Udover at være dyb er Kraken Mare med sin størrelse på cirka 500.000 kvadratkilometer næsten 25 procent større end Østersøen og strækker sig vidt over månens nordlige halvkugle.

De data, som ligger til grund for beregningerne af søens dybde, blev faktisk indsamlet helt tilbage i 2014 under NASA-rumsonden Cassinis sidste mission til Titan, inden den i 2017 bevidst blev styrtet ned i Saturn.

Cassini målte Kraken Mares dybde fra en højde af 965 kilometer ved hjælp af radar:

Radiobølger blev sendt mod overfladen og sendt tilbage mod rumsonden, når de ramte både søens flydende overflade og dens bund. 

Derefter kunne tidsforskellen mellem de to tilbagevendende signaler sammenlignes, med forbehold for søens sammensætning af metan og ethan, som absorberede noget af energien fra radiobølgerne.

Den nye viden om Kraken Mare vil være brugbar for for et ingeniørhold på NASA, der lige nu arbejder på at designe en ubåd til at udforske Titans søer, med en forventet opsendelse i 2030’erne, såfremt projektet godkendes.

Studiet blev offentliggjort i tidsskriftet Journal of Geophysical Research: Planets.

cll

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.