Nye beviser: Australien og Canada har hængt sammen
Kilde: 
23 januar 2018

Med Stillehavet og mere end 11.000 km imellem sig ligger Australien og Canada ikke ligefrem i det samme nabolag.

Ikke desto mindre har australske forskere fundet tegn på, at det nordøstlige Australien har hængt sammen med Nordamerika for omkring 1,7 milliarder år siden. Det skriver sciencealert.com.

De australske forskere har i området Georgetown i det nordøstlige Australien fundet sten , som ikke ligner stenene på resten af kontinentet.

De minder derimod om sten fra det såkaldte ’canadiske skjold’ i Jordens skorpe.

Fundet tyder ifølge forskerne på, at området har hængt sammen med Canada i det forhistoriske superkontinent Nuna:

»Vores forskning viser, at sten fra Georgetown blev aflejret i et lavvandet hav for omkring 1,7 millarder år siden, da regionen var en del af Nordamerika. Georgetown brød derefter væk fra Nordamerika og kolliderede med Mount Isa regionen« siger ph.d.-studerende fra Curtin University Adam Nordsvan, der er en af forskerne bag undersøgelsen.

Superkontinentet Nuna, også kaldet Columbia, eksisterede for mellem 1,5 og 2,5 milliarder år siden.

Det er længe, inden Jordens kontinenter var samlet i superkontinentet Pangæa, der begyndte at bryde op for ’kun’ 175 millioner år siden.

Idéen om, at Australien og Nordamerika har hængt sammen, er ikke ny. Den blev allerede fremlagt i 1970erne, men tidspunktet og selve de områder, det drejer sig om, er stadig omdiskuteret.

Den nye australske undersøgelse er publiceret i tidsskriftet Geology.

mdm

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.