Ny teori forklarer, hvordan fugleedderkopper spredte sig til hele verden

Fugleedderkopperne tilhører familien Theraphosidae, som har rigtig mange år på bagen. (Foto: Shutterstock)

Fugleedderkopperne tilhører familien Theraphosidae, som har rigtig mange år på bagen. (Foto: Shutterstock)

Kilde: 
20 april 2021

Til trods for deres frygtsomme ydre og drabelige omdømme er fugleedderkopper i virkeligheden ret passive edderkopper, som foretrækker at blive i deres hule fremfor at bevæge sig vidt omkring.

Derfor har det været forskerne lidt af en gåde, hvordan fugleedderkopperne har formået at sprede sig til hvert eneste kontinent bortset fra Antarktis.

Svaret, ifølge et nyt studie, er delvist, at fugleedderkopperne har fået et langtrukkent lift af kontinentalpladerne og deres driven rundt på kloden.

Det skriver ScienceAlert.

Fugleedderkopperne er en enormt gammel familie og menes at være opstået på superkontinentet Gondwana for 120 millioner år siden. Sidenhen er de fulgt med det indiske subkontinent, da det løsrev sig, for så senere at genforbindes med Asien millioner af år senere.

Ved at lave en ‘biogeografisk’ analyse på en database med fugleedderkoppe-mRNA, den del af cellernes maskineri, som transporterer genetisk information, forsøgte forskerne at kortlægge fugleedderkoppernes oldgamle stamtræ, skriver ScienceAlert.

Her kom de frem til, at fugleedderkopperne har migreret ud af Indien to gange, og selvom kontinentaldriften var essentiel for, at fordums fugleedderkopper kunne sprede sig til nye områder, har de også udviklet sig markant undervejs for at tilpasse sig nye habitater.

»Oldtidens fugledderkopper lader til at have gennemgået adskillige diversificeringer i Indien, mens kontinentet stadig ‘sejlede’, hvilket bekræfter subkontinentets evolutionære betydning,« skriver forskerne i studiet, ifølge ScienceAlert.

Studiet blev offentliggjort i tidsskriftet PeerJ.

cll

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.