Ny teori: Det er muligt at rejse gennem ormehuller, men kun med mikroskopiske rumskibe

At rejse gennem et ormehul svarer lidt til, at en orm graver et hul igennem et æble for at komme til den anden side, i stedet for at bevæge sig langs overfladen.(Billede: Shutterstock)

At rejse gennem et ormehul svarer lidt til, at en orm graver et hul igennem et æble for at komme til den anden side, i stedet for at bevæge sig langs overfladen.(Billede: Shutterstock)

Kilde: 
17 marts 2021

Ideen om at bruge såkaldte ormehuller som smutveje til at rejse gennem tid og rum har længe været populær blandt fysikere og science fiction-forfattere.

Men der er ifølge vores forståelse af fysikken adskillige problemer, som står i vejen, for at det skulle være muligt.

Nu melder tre astrofysikere sig ind i kampen med et studie, som beskriver, hvordan det potentielt set kunne være muligt at rejse gennem et ormehul uden at bryde fysikkens love (alt for meget). 

Det eneste problem er, at det forudsætter et rumskib på den atomare størrelse.

Det skriver Universe Today.

Vores nuværende forståelse af ormehuller er baseret på teorier af Albert Einstein og Nathan Rosen.

De to forskere forsøgte at beskrive, hvordan elementarpartikler opfører sig i rumtid (i Einsteins relativitetsteorier hænger tid og rum uadskilleligt sammen), blandt andet ved at partikler og antipartikler danner par på tværs af tid og rum gennem rumtids-tunneller (senere døbt ormehuller).

Et groft eksempel, som illustrerer, hvordan en rejse mellem Jorden og Månen kunne se ud via et ormehul. (Billede: ESO/L. Calçada/NASA/Modifikation af Christian Lindberg)

De droppede selv ideen, men inspirerede andre til at arbejde videre med den, skriver Universe Today.

Selvom ormehullerne er teoretisk mulige ifølge Einsteins ligninger, er et af problemerne, at de vil kollapse hurtigere, end man ville kunne nå at rejse gennem dem. 

Det ville kræve negativ energi at holde disse ormehuller åbne, men stof med negativ masse lader ikke til at eksistere.

Den nye løsning, som de tre forskere præsenterer i det nye studie, behøver slet ikke negativ energi og bygger på den såkaldte Einstein-Dirac-Maxwell-teori, skriver Universe Today.

Teorien er baseret på elementer af Albert Einsteins gravitationsteori, James Clerk Maxwells elektromagnetiske teorier og Paul Diracs teorier om kvantepartikler og kan måske fylde nogle af de huller, som findes i Einsteins generelle relativitetsteori, omkring tyngdekraft på kvanteniveauet.

Forskerne postulerer, at man i princippet kan rejse gennem ormehuller uden behovet for negativ masse, men kun hvis man er i en kvantetilstand, hvilket kun kan lade sig gøre på det subatomare niveau.

Foreløbigt er teorien dog ikke meget mere end blot end idé, men de tre forskere har tænkt sig at udforske teorien yderligere for at afgøre, om det ville kunne lade sig gøre, skriver Universe Today.

Studiet er endnu ikke fagfællebedømt, men er blevet fortrykt på databasen arXiv, hvor det er frit tilgængeligt.

cll

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.