Nogle vil sige, at det lugter af penge.
Andre, at det lugter af lort.
Gødning bestående af urin og afføring fra landbrugsdyr er almindelig verden over. Men hvorfor egentlig ikke menneskelige restprodukter? Er det, fordi det ikke er lige så effektivt - eller synes vi bare, det er lidt ulækkert?
Nok primært det sidste. Et internationalt forskerhold har netop undersøgt effekten af menneskelig gødning på et større areal, og resultatet peger på, at det måske ikke er en helt dårlig idé at gribe i egen (bag)lomme.
Det skriver Phys.org.
Studiet blev udført i Niger, hvor det kan være svært at få fat i konventionel gødning.
De deltagende landmænd blev delt op i to grupper:
- Den ene gruppe skulle gøde deres hvedemarker med urin fra mennesker.
- Kontrolgruppen skulle køre deres landbrug som normalt.
For at komme over stigmaet omkring menneskelig urin omnavngav forskerne desuden produktet til OGA, men landmændene vidste godt, hvad de gødede med - de producerede det selv.
Efter to sæsoner var resultatet klart: De landbrug, der havde gødet med OGA, producerede i gennemsnit 30 procent mere korn end kontrolgruppen.
Så måske burde vi gentænke vores forhold til menneskelig gylle. Det er trods alt produkter, alle har til rådighed.
Studiet er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Agronomy for Sustainable Development.