Nogle chimpansers hjerter har knogler, så måske findes de også i nogle mennesker
chimpanse hjerteknogle mystisk knogle i hjertet

Her er så den sjældne hjerteknogle os cortis, der er blevet fundet i chimpanser med en almindelig hjertesygdom (Foto: University of Nottingham)

Her er så den sjældne hjerteknogle os cortis, der er blevet fundet i chimpanser med en almindelig hjertesygdom (Foto: University of Nottingham)

Kilde: 
12 juni 2020

Os cordis kaldes knoglen, som forskere fra Nottingham University i Storbritannien har fundet i chimpanser med en almindelig hjertesygdom.

Det er første gang, knoglen er fundet i primater – og det kan tyde på, at det også er muligt at finde knoglen hos nogle mennesker.

Det skriver mediet Gizmodo.

Chimpanserne med knoglede hjerter havde i forvejen også hjertesygdommen idiopatisk myokardiefibrose (IMF), som også er en sygdom, chimpanser og mennesker har tilfælles.

Når man lider af IMF, kan man risikere, at hjertet danner livstruende arvæv.

 

I det nye studie blev 16 chimpanser fra europæiske zoologiske haver, nogle med IMF og andre uden, røntgenscannet.

Her fandt forskerne altså de bittesmå os cordis-knogler i 3 ud af de 16 chimpanser, mens man derudover også fandt bruskdannelse i en fjerde abe.

Alle fire led af IMF og havde dødelig arvævsdannelse på hjertet, ifølge Gizmodo.

»De andre 12 aber havde ikke en os cordis eller os cartilago, men havde til gengæld lavere niveau af fibrose (arvævsdannelse, red.) eller slet ingen fibrose. Så vi linker dét at have en os cordis til at have alvorlig fibrose,« siger medforfatter på studiet, Catrin Rutland, til Gizmodo.

Ifølge Gizmodo skal man huske ikke at bytte rundt på korrelation og årsagssammenhæng.

Med andre ord kan studiet vise, at der findes hjerteknogler i primater med IMF, men det er ikke ensbetydende med, at knoglerne er årsag til hjertesygdommen eller omvendt.

For at finde ud af det, er forskerne nødt til at foretage flere studier. 

De mangler stadig at finde ud af, om hjerteknoglen kan findes hos mennesker også, men studiet peger i retning af, at forskere kan lede efter det.

Studiet er udgivet i Scientific Reports.

 

tkt

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.