Bier afgiver elektrisk ladning og stimulerer blomster til at udsende velduftende parfume
blomster og bier

Billedet er her fra forsøget, hvor humlebier besøger blomster. (Foto: Clara Montgomery/University of Bristol) 

Billedet er her fra forsøget, hvor humlebier besøger blomster. (Foto: Clara Montgomery/University of Bristol) 

28 september 2021

Når blomster møder bier, slår det gnister - og nu viser det sig måske, at visse blomster planlægger nøje, hvornår de skal dufte allerbedst. 

Forskere ved University of Bristol er nemlig kommet frem til, at humlebier, der aflægger besøg ved blomster for at rode rundt efter pollen, afgiver en elektrisk ladning, der så stimulerer visse blomster til at frigøre deres duft.

En attraktiv duft, blomsterne bruger til at tiltrække flere bestøvende humlebier. 

Det skriver University of Bristol i en pressemeddelelse på baggrund af et nyt studie, der er blevet publiceret i tidsskriftet The Science of Nature. 

Clara Montgomery, lektor i dyrevidenskab og førsteforfatter på studiet, fortæller, at blomsternes evne til at frigøre de gode dufte, lige når bierne er i nærheden, sandsynligvis er udviklet over tid for at optimere effektiviteten af de kemikalier, der udløses. 

»Blomster har et begrænset lager af disse dufte, så det giver mening, at de kun udleder dem, når deres bestøvere er i nærheden. I sidste ende er det kun værd at reklamere med, når man ved, at der er et publikum,« siger Clara Montgomery i pressemeddelelsen. 

Den elektriske ladning, som bierne vækker planternes parfume-kanaler med, er målt til at være i omegnen af 600 picocoulomb (pC) - måleenheden for elektriske ladninger. En enkelt bi er målt til at kunne afgive godt 120 pC, og derfor kræver det godt fem bi-besøg for få blomsten til at frigøre mere parfume, skriver University of Bristol. 

Forsøgene er lavet med den klassiske havepetunia (Petunia integrifolia), hvor forskerne i opsatte bi-møder-blomst-konstruktioner har målt ladningerne på humlebier, ligesom de også målte mængden af det attraktive og duftende kemikalie benzaldehyd frigivet af blomsterne. 

Til sammenligning målte de også, om en markant stigning i frigivelsen af kemikaliet kunne ses hos blomster, der blot blev rørt med en metalstang eller en kugle lavet i nylon. 

blomster og bier

I buret her lod forskerne fra University of Bristol berøre af humlebier og metalpinde - kun humlebierne stimulerede blomsterne nok til, at de frigav mere parfume. (Foto: Clara Montgomery/University of Bristol) 

Ifølge pressemeddelelsen viste resultaterne, at blomsterne, der havde besøg af humlebierne, havde en markant stigning i frigivelsen af kemikaliet, mens ingen stor stigning blev registreret hos de blomster, der ikke fik besøg af en bi. 

Lederen af forskningsprojektet, professor Daniel Robert fra University of Bristol, oplyser i pressemeddelelsen, at den nye forskning afslører en hidtil ukendt type af interaktion mellem insekter og planter - en verden, der normalt er svær for os mennesker at vide meget om. 

»Insekter er de dominerende bestøvere i agroøkosystemer (økosystemer, der bruges til landbrugsdrift, red.) og leverer bestøvnings-service til mange af vores afgrøder. Jo bedre, vi forstår interaktionen mellem bestøvere og planter, desto bedre kan vi bevare bestøvende insekter og sikre fødevaresikkerhed,« udtaler Daniel Robert.

Rf  

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.