Torsdag 17. juni 2021 afholdte Videnskab.dk’s Center for Faglig Formidling et fagligt netværksarrangement for fagprofessionelle, der arbejder med YouTube og naturvidenskabsformidling.
Webinaret blev optaget, og du kan se det i sin fulde længde her.
Både DR Viden, som laver indhold til YouTube-kanalen P3 x Viden, og Videnskab.dk, der driver YouTube-kanalen Tjek, præsenterede erfaringer med deres arbejde med at formidle naturvidenskab på YouTube.
P3 x Viden har på ganske kort tid skabt stor begejstring for historier om alt fra teknologiske løsninger på plastikudfordringer til mobiltelefonens udviklingspotentiale.
Dette har de blandt andet gjort ved at tage YouTube som distributionsplatform alvorlig og arbejdet aktivt med eksempelvis deres thumbnails, som sælger videoerne.
I videoen fra arrangementet kan du høre mere om, hvordan de har båret sig ad med at nå ud til så mange med det videnskabelige indhold på YouTube.
Videnskab.dk's YouTube-enhed, hvis oplæg også kan ses i sin fulde længe i videoen, fortæller om deres erfaringer med et YouTube-projekt, der har til formål at formidle forskningsbaseret naturvidenskabelig viden om klimaet.
Her kan du blandt andet høre om, hvordan det store faglige fokus på klima i skoleregi kan spænde ben for at gøre det til underholdningsindhold i unges fritid.
Erfaringerne, som arbejdsgruppen fra Videnskab.dk præsenterer, er også beskrevet i en erfaringsrapport, som kan læses her.
Netværksmøder skal styrke det faglige fællesskab og videndeling
Netværksmødet er blot ét i rækken af flere faglige netværksarrangementer, arrangeret af Videnskab.dk’s Center for Faglig Formidling.
Normalt foregår disse ved fysisk fremmøde, men grundet den verserende COVID-19-pandemi blev netværksmødet afholdt online.
Målet med møderne er at styrke det faglige fællesskab og videndeling på tværs af blandt andet forskere, praktikere og forskellige organisationer, der arbejder med faglig formidling, YouTube, unge med mere.
Vi opfordrer alle, der arbejder med eller gerne vil arbejde med YouTube, til at tilmelde sig Facebook-gruppen for YouTube-nørder.
Her kan du blive en del af det faglige fællesskab og sparre med andre, der også arbejder med YouTube.
Dette arrangement blev afholdt som en del af et projekt, der er støttet af Novo Nordisk Fonden. Læs mere om projektet her.