Neandertalerne var måske hurtigere end mennesket til at opfinde et afgørende stykke teknologi: Snor.
Det peger et 50.000 år gammelt fund af et mikroskopisk stykke snor i en hule i det sydøstlige Frankrig på, skriver NewScientist.
»Det ser nøjagtig ud, som hvis du samlede et stykke snor op i dag,« fortæller professor og antropolog Bruce L. Hardy til NewScientist.
Han forsker ved Kenyon College i delstaten Ohio, USA, og er hovedforfatter på et nyt studie om opdagelsen, publiceret i Nature-tidsskriftet Scientific Reports.
Snor-stykket stammer fra de franske Abri du Maras-huler, hvor neandertalerne boede i lange perioder, før det moderne menneske, Homo sapiens, overhovedet kom på banen.
På trods af ligheden med moderne snor forsikrer forskerne om, at snoren ikke i virkeligheden er et stykke moderne 'forurening', der har forvildet sig ind i deres prøver fra hulen i Frankrig.
Snoren er lavet af bark fra nåletræer, hvilket adskiller den fra moderne snor.
Desuden havde »ingen [af forskerne, red.] ved udgravningen deres nåletræs-bukser på den dag,« spøger Bruce Hardy over for NewScientist.
Selve snor-fragmentet er blot seks millimeter langt og en halv millimeter bredt og lavet ved først at vride et bundt plantefibre mod uret.
Tre af disse bundter er derefter vredet sammen med uret for at lave det, man i dag kalder et stykke 3-slået snor.
Det hidtil ældste stykke snor er 19.000 år gammelt og er fundet nær Genesaret-søen i Israel. Dette snor-stykke blev lavet af moderne mennesker, mener forskerne.
Det nye fund åbner derfor spørgsmålet om, hvorvidt mennesker lærte at lave snor af neandertalerne, mener forskerne bag opdagelsen.
on