Naturens NFL-trick: Falkens ‘makeup’ hjælper dem med at jage, antyder nyt studie

Vandrefalken, Falco peregrinus, og Tom Brady har noget til fælles. (Fotos: Greg Hume/CC BY-SA 3.0 — Jeffrey Beall/CC BY 3.0)

Vandrefalken, Falco peregrinus, og Tom Brady har noget til fælles. (Fotos: Greg Hume/CC BY-SA 3.0 — Jeffrey Beall/CC BY 3.0)

03 juni 2021

De mørke fjer omkring vandrefalkens øjne beskytter den mod genskin fra Solen, når den jager, antyder et nyt studie.

Det skriver University of Cape Town i en pressemeddelelse.

Forskere har længe mistænkt, at malarstriben, de mørke fjer under falkens øjne, hjælper den med at kunne fokusere på hurtigt bevægende byttedyr i solskin.

Det fik de endelig bekræftet på en ganske enkel måde.

Vandrefalken er en af de fugle i verden med størst udbredelse, så ved at sammenligne over 2.000 fotografier af vandrefalke, delt af fuglekiggere fra 94 lande, kunne forskerne se en ganske enkel sammenhæng:

Jo længere sydpå, hvor der er mere sollys, des større og mørkere malarstribe.

»Vandrefalken repræsenterer den ideelle art til at udforske denne længestående hypotese, fordi det er en af de mest udbredte fuglearter med en tilstedeværelse på alle kontinenter, bortset fra Antarktis—den bliver derfor udsat for nogle af de lyseste og nogle af de mest dunkle områder i verden,« fortæller biolog og fugleforsker Arjun Amar ved University of Cape Town i pressemeddelelsen.

Hypotesen har længe været inspiration for atleter i eksempelvis amerikansk fodbold, hvor nogle bruger sort makeup under øjnene i håb om bedre at kunne se bolden, som det ses hos Tom Brady på billedet ovenfor.

Studiet blev udgivet i tidsskriftet Biology Letters.

cll

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.