NASA’s rumbil har fundet endnu et stykke affald, som vi har efterladt på Mars
rumskrald på mars

Billedet blev taget af marsbilen Perseverances Mastcam-Z den 13. juni 2022. (Foto: NASA / JPL-Caltech / ASU)

Billedet blev taget af marsbilen Perseverances Mastcam-Z den 13. juni 2022. (Foto: NASA / JPL-Caltech / ASU)

Kilde: 
17 juni 2022

I over et år har NASA’s marsbil Perseverance ledt efter livstegn på Mars. Og det er den nu lykkedes med. Desværre er det bare vores eget.

For kilet fast mellem klipper har Perseverance fundet et termisk tæppe, der blev brugt til beskytte den selv for ekstreme temperaturer under landing.

Det skriver Insider.

Det er dog ikke det første stykke skrald, man har fundet på Mars. I april blev der taget billeder af landingsudstyr til marsbilen, som var blevet efterladt.

rumskrald-mars

Billedet blev taget af helikopteren Ingenuity, som også bliver kaldt Ginny, som har opereret på Mars sammen med Perseverance siden landing på Mars i februar 2021. (Foto: NASA / JPL-Caltech)

Og det er kun to eksempler på et stigende problem for menneskets færd i rummet. Det er nemlig ikke kun på vores egen planet, at vi sviner. Rundt omkring i rummet kan man finde rumskrald fra forskellige rum-missioner - alt fra skovle og støvler til hele rumfartøjer. Det kan ifølge Insider forurene ellers uberørte planeter.

Den stigende mængde rumskrald gør også vores rumfart farligere. For det bliver stadig sværere at undgå de mange forhindringer, når vi skal ud på nye opdagelser i rummet. 

Også Den Internationale Rumstation bliver udfordret af vores eget rod. Omkring Jorden flyder det nemlig med ødelagte satellitter, udbrændte raketter, faldskærme, skruetrækkere og andre efterladenskaber, som kan være til fare. 

Men der er indtil nu ikke gjort meget for at løse problemet, eftersom restriktionerne for rumforurening er sparsomme. De nuværende rumlove har næsten ikke ændret sig, siden man i 1967 underskrev Ydre rum-traktaten (Outer Space Treaty).

Rumforureningen fik i sidste måned astronomiprofessoren Aparna Venkatesan fra University of San Francisco til at kalde på forandring. Hun mener, vi skal skal definere rummet som vores fælles arv for den menneskelige civilisation og dermed sørge for at beskytte det.  

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.