NASA: Venus kan have været beboelig
Kilde: 
12 august 2016

Venus kan have haft et lavvandet hav og beboelige overfladetemperaturer i op til to milliarder år, ifølge computermodeller lavet på baggrund af planetens tidlige klima. Det skriver NASA.

Opdagelserne, der netop er udgivet i tidsskriftet Geophysical Research Letters, blev gjort med en model, der minder om den, vi bruger til at forudsige klimaet på Jorden.

»Mange af de samme værktøjer, som vi bruger til at lave modeller for klimaforandringer på Jorden, kan tilpasses til andre planeter - både i fortiden og i nutiden. Resultaterne viser, at den gamle Venus måske har været meget anderledes end i dag,« siger Michael Way, der forsker på NASA’s Goddard Institute for Space Studies (GISS) i New York, i en pressemeddelelse.

Venus i dag er ikke et særlig gæstfrit sted. Den har en atmosfære af kuldioxid, som er 90 gange tykkere end Jordens. Der er nærmest ingen vanddamp, og så når temperaturerne op på 462 grader celsius ved overfladen.

Forskere har længe haft teorier om, at Venus formede sig ud af samme slags ingredienser, som Jorden, men at den har udviklet sig anderledes.

Målinger fra NASAs Pioneer-mission til Venus i 1980‘erne anslog, at Venus måske har haft et hav. Men da Venus er tættere på Solen, end Jorden, får den også mere sollys.

Som resultat af dette, har planetens tidlige hav fordampet, hvorefter molekylerne blev nedbrudt af ultraviolet stråling, og planetens hydrogen er derfor forsvundet ud i rummet.

Uden vand på overfladen, har kuldioxiden opbygget sig i atmosfæren, hvilket har ført til den kendte drivhus-effekt, som vi kender fra Jorden.

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.