NASA-forskere: Månen øger risiko for oversvømmelser på Jorden i midten af 2030

Mellem 2030 og 2040 vil Månen trække i havet på en måde, der kan skabe ekstra højvande. Sammen med stigende havniveauer som følge af klimaforandringerne, kan det skabe større risiko for oversvømmelser. (Foto: Shutterstock)

Mellem 2030 og 2040 vil Månen trække i havet på en måde, der kan skabe ekstra højvande. Sammen med stigende havniveauer som følge af klimaforandringerne, kan det skabe større risiko for oversvømmelser. (Foto: Shutterstock)

Kilde: 
19 juli 2021

Når du står ved en strandbred og oplever tidevand, skyldes det Månens tiltrækningskraft.

År ud og år ind trækker Månen i havet, når den roterer og kredser om Jorden, men i nogle perioder vil Månens bane slingre på en måde, der kan forstærke effekten af tidevandet i sådan en grad, at det vil øge risikoen for oversvømmelser på Jorden.

Sådan lyder budskabet bag et nyt studie i tidsskriftet Nature Climate Change, som et forskerhold fra NASA står bag. Det skriver Reuters.

I midten af 2030’erne vil Månens ‘slinger’ endda påvirke tidevandet i sådan en grad, at det vil give et ekstra skub til de stigende havniveauer, der er udsigt til som følge af klimaforandringerne. I sidste ende øger det risikoen for oversvømmelser, vurderer forskerne:

»Det her er en øjenåbner for mange mennesker,« siger en af forskerne bag studiet Ben Hamlington, der er er leder af NASA’s såkaldte ‘Sea Level Change Team’, ifølge Reuters.

»Det er afgørende viden for byplanlæggere, og jeg mener, at der bør være stor interesse i at få denne viden fra forskningen og forskere videregivet til byplanlæggere,« siger han desuden. 

Månen kredser om Jorden omtrent en gang om måneden, men Månens bane er en smule ujævn, og derfor ændrer den sig en smule hele tiden. Hvert 18,6 år rammer Månen så ind i en bane, hvor den kredser om Jorden i en flot, fuldkommen cirkel. Se en dybere forklaring i videoen her:

I videoen her forklarer professor Kevin Horsburgh ved det britiske National Oceanography Centre fænomenet. (Video: National Oceanography Centre)

Når Månen indtager denne bane, rammer Månen visse steder af Jorden i en vinkel, så den vil skabe ekstra højvande. Fænomenet er velkendt og velbeskrevet. Faktisk kender vi den tidligste beskrivelse af fænomenet helt tilbage fra 1728.

Det nye er, at NASA-forskerne forudser, at fænomenet sammenholdt med de stigende havniveauer kan være den berømte ekstra dråbe, der - sammen med mange andre variabler -  kan få bægeret til at tilte over, så risikoen for oversvømmelser mellem 2030 og 2040 er langt højere end normalt. 

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.