Kort nyt

Kort nyt

I genren 'Kort nyt' giver vi hurtigt overblik over nye forskningsresultater og refererer det mest interessante, andre medier har bragt. Husk dog vores guide til kritisk læsning af nyheder om forskning og især rådet om, at et enkelt, nyt forskningsresultat aldrig kan rumme den endegyldige sandhed. Det er derfor en god idé at holde sig for øje, hvad anden forskning på området viser, og vi henviser altid til den oprindelige kilde, så du kan dykke yderligere ned i detaljer og forbehold.

Mystiske lysskær forvirrer astronomer

Hvad står mon bag disse lysskær? (Foto: NASA/CXC/UA/J.Irwin et al.)

Annonce:

Hvad er det her?

Astronomerne er på bar bund, efter at to blussende objekter er blevet registreret i to forskellige galakser. Det skriver sciencealert.com.

De glødende lysskær minder om det, forskerne kalder ultraluminøse røntgen-kilder (ULXs), men deres tendens til at blusse op er usædvanlig og ulig noget kendt kosmisk fænomen.

»Vi har ikke set noget som det her før. Der kan være tale om et helt nyt fænomen,« siger astronom Jimmy Irwin fra University of Alabama, som sammen med sine kolleger har publiceret en artikel om de to mystiske objekter i tidsskriftet Nature.

Irwin og hans team ledte efter lysglimt, der mindede om dem, som blev observeret tæt ved galaksen NGC 4697 i henholdsvis 2003 og 2007.

Efter at have gennemgået arkivdata fra 70 forskellige galakser identificerede forskerne to mystiske objekter, som kan være det samme fænomen som det, der blev observeret ved NGC 4697.

Det første er registreret i februar 2003 tæt ved galaksen NGC 4636, som befinder sig cirka 47 millioner lysår fra vores solsystem. Det andet er fra galaksen NGC 5128, og her er det glødende objekt blusset op fem gange mellem 2007 og 2014.

Annonce:

Hvor sjældne disse udbrud er, vides ikke, ligesom det ikke er klart, hvad der forårsager dem. Det kan skyldes materie, som bliver suget ind fra stjerner, der er faldet ned i sorte huller.

»Nu hvor vi har opdaget disse objekter, vil astronomer arbejde hårdt på at finde ud af, hvad der er på spil,« siger Gregory Sivakoff fra University of Alberta.