Mystisk interstellar komet kan lære os om, hvordan fremmed solsystem blev til
2i borisov komet verdensrummet andet solsystem

Den mystiske besøgende fra det ydre rum er blevet identificeret som en komet, der tilhører et andet solsystem - formodentlig meget langt fra vores eget. Illustration: NRAO/AUI/NSF, S. Dagnello

Den mystiske besøgende fra det ydre rum er blevet identificeret som en komet, der tilhører et andet solsystem - formodentlig meget langt fra vores eget. Illustration: NRAO/AUI/NSF, S. Dagnello

24 april 2020

I december 2019 fik den russisk amatørastronom Gennedy Borisov øje på noget bemærkelsesværdigt på nattehimlen.

Det viste sig at være en komet, der stammede fra et andet solsystem. Det er kun anden gang, sådan én er observeret. 

Første gang var i 2017, hvor 'Oumuamua lige akkurat nåede indenfor vores synsfelt, inden den forsvandt i mørket igen.

Fordi 2I/Borisov, som kometen blev døbt, oprindeligt blev opdaget relativt tidligt på dens rejse forbi vores solsystem, havde astronomerne tid til at rette teleskopet ALMA mod rumgæsten.

Teleskopet gjorde det muligt at se den kemiske komposition i et objekt i rummet ved hjælp af såkaldte submillimeterbølgelængder.

De forskningsresultater er netop blevet udgivet i tidsskriftet Nature Astronomy. Det skriver National Radio Astronomy Observatory (NRAO) I en pressemeddelelse.

»Det her er første gang, at vi har haft mulighed for at se ind i en komet, der ikke kommer fra vores eget solsystem,« fortæller astrokemiker Martin Cordiner i pressemeddelelsen.

»Den adskiller sig på dramatisk vis fra de fleste andre kometer, jeg har set.«

NASA's forskere kunne nemlig konstatere, at kometen indeholdt bemærkelsesværdigt store mængder af kulilte (CO).  

Det tyder på, at kometen blev til under forhold, der var væsentligt koldere end dem, vi kender til her i vores eget solsystem.

Formodentlig betyder det, at kometen stammer fra et miljø, hvor temperaturerne er de blandt de koldeste i universet ned mod minus 250 grader.

Forskerne vurderer ud fra kometens fart, at den har rejst fra det andet solsystem i millioner af år, før den altså er fløjet forbi vores eget og observeret af Gennedy Borisov.

Kometer ændrer sig ulig planeter ikke særligt meget over tid, og derfor kan deres kemiske sammensætning være med til at sige noget om, hvordan universet er blevet til. 

»2I/Borisov gav os det første glimt af den kemi, der har formet et helt andet solsystem end vores eget,« siger planetforskeren Stefanie Milam i pressemeddelelsen.

Hun pointerer, at man er nødt til at se på flere kometer for at være sikker på, at 2I/Borisovs høje CO-niveau ikke skyldes en tilfældighed.

tkt

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.