Mystisk dinosaur var en blanding mellem fugl og krokodille
Kilde: 
07 december 2017

Et 75 millioner år gammelt mystisk fossil fra en fugle-dinosaur er nu blevet undersøgt, og det har givet op til flere vilde opdagelser, skriver nytimes.com.

Halszkaraptor escuilliei, som dinoen bliver kaldt, har en hals som en svane, et næb som en gås og krokodille-agtige tænder, og så har den sandsynligvis levet i vand og på land, skriver forskerne bag fundet i en artikel, der netop er blevet publiceret i det videnskabelige tidsskrift Nature.  

Et forsøg på at gengive, hvordan Halszkaraptor escuilliei har set ud. Fossilet blev fundet i Mongoliet og har været købt og solgt på det sorte marked, inden det endte hos forskerne. (Foto: Lukas Panzarin/Andrea Cau)

Halszkaraptor escuilliei har heller ikke vinger, men nærmere svømmefødder, der hvor andre fugle normalt har vinger. I næbbet har den sensoriske nerver ligesom en krokodille, så den har kunnet opdage temperaturer og bevægelse i vandet.

Den er med andre ord et biologisk miskmask, og den har derfor været lidt af et mysterium for de palæontologer, der har haft den i hænde, på the Royal Belgian Institute of Natural Sciences i Bruxelles.

»Den er designet til at svømme. Hvordan den svømmer, ved vi dog ikke endnu,« fortæller Pascal Godefroit, palæontolog fra the Royal Belgian Institute of Natural Sciences i Brussel og forskningens hovedforfatter, til nytimes.com.

Halszkaraptor escuilliei er i øvrigt kun den anden svømmende dinosaur, som man nogensinde har fundet.

Med til mystikken hører, at fossilet, der blev fundet i Mongoliet, har været en tur på det sorte marked i Asien, inden det endte hos de respektive forskere.

Derfor har man stillet spørgsmålstegn ved dets autenticitet, men de nye undersøgelser slår en gang for alle fast, at der er tale om et ægte fossil.

fghs

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.