Musestudie: Nogle sædceller kan forgifte konkurrerende sædceller
Sædceller Protein Genetik

Et forskerhold i Berlin har påvist, at sædceller hos mus med et særligt DNA-segment har en stor fordel i kampen om at blive den første til at befrugte et æg. (Foto: Shutterstock)

Et forskerhold i Berlin har påvist, at sædceller hos mus med et særligt DNA-segment har en stor fordel i kampen om at blive den første til at befrugte et æg. (Foto: Shutterstock)

08 februar 2021

Der er nådesløs konkurrence blandt sædceller, når det handler om at blive den første til at befrugte ægget.

Et forskningshold fra Berlin påviser i et nyt forsøg med mus, at nogle sædceller har en særlig fordel, der gør dem langt mere konkurrencedygtige end andre.

I mus findes et særligt, naturligt forekommende DNA-segment, og hvis sædcellen indeholder den optimale mængde af det særlige DNA-segment, giver det sædcellen succes i 99 procent af tilfældene.

Forskerholdet fra Max Planck Institute for Molecular Genetics kalder den genetiske faktor for ’t-haplotype’.

Sædceller med det særlige DNA-segment bevæger sig hurtigere end sine konkurrenter og har dermed en klar fordel i kampen om at komme først.

Ifølge forskerne er nøglen til denne forskel molekylet RAC1. Molekylet sender signaler fra den yderste del af cellen til den inderste del ved at aktivere en række proteiner.

I andre tilfælde har man også set molekylet RAC1 være med til at føre hvide blodceller eller cancerceller mod andre celler ved at udskille kemiske signaler. Med de nye data tyder det på, at RAC1 også er en vigtig faktor, når det handler om at føre sædceller mod ægget.

»Sædcellers individuelle konkurrenceevne ser ud til at afhænge af, om de har en optimal mængde af aktive RAC1-molekyler i sig. Lige meget om sædceller har en stor eller lille mængde af RAC1 i sig, har det en stor indflydelse på, hvordan de bevæger sig fremad,« fortæller Alexandra Amaral, der er hovedforfatter bag studiet, i en pressemeddelelse.

Ikke nok med at kunne bevæge sig bedre end andre sædceller, kan sædceller med DNA-segmentet ’t-haplotype’ i sig også ’forgifte’ sine konkurrenter, der ikke har dette segment.

»Forestil dig et maraton, hvor alle deltagerne har drukket forgiftet vand, men særlige løbere har fået en modgift,« forklarer Bernhard Herrmann, der er direktør for Max Planck Instituttet og medforfatter til studiet.

Alt sammen sker ved hjælp af at udskille RAC1, der beskytter de særlige sædceller, mens det forvirrer de andre.

Du kan læse mere om studiet i tidsskriftet PLOS One.

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.