Der er næppe et stykke evolutionshistorie, vi mennesker er så interesserede i, som dét, der netop nu ligger i en kurv i bryggerset.

Fido, Trofast og Futte er nemlig efterkommere af ulven, og lige siden det gik op for os mennesker, at vores forfædre en dag besluttede sig for at tæmme dette frygtindgydende rovdyr, har det fascineret os.

Alligevel aner vi ikke, hvor hunden kommer fra. Det fortæller postdoc ved biologisk institut på Københavns Universitet, Mikkel Holger Strander Sinding.

»Der er blevet brugt enorme summer på at prøve at finde ud af det,« griner han, da Videnskab.dk fanger ham til et telefoninterview.

Men nu er vi måske kommet et skridt nærmere. Et internationalt forskerhold har nemlig foretaget en gensekventering og kortlagt genomet hos 72 fortidsulve, der har levet i Nordamerika, Sibirien og Europa inden for de seneste 100.000 år.

Det nye studie, der er udgivet i det videnskabelige tidsskrift Nature, har således afdækket, at moderne hunde nedstammer fra i hvert fald to forskellige populationer, altså grupper, af ulve.

Kæmpe kortlægning af fortidsulves genetik

Mikkel Sinding forsker i ulve- og hundegenetik, og han har selv været med til at udarbejde det nye studie.

»Man har jo altid sagt, at hunden er en tam ulv, og ulven render stadig rundt derude. Men alle moderne ulve nedstammer fra en anden ulv end den, hunden nedstammer fra, og vi har aldrig fundet hverken den ene eller den anden stamfader,« forklarer forskeren.

Og selv om der er blevet forsket og forsket i hundens ophav, så kom det ikke rigtig nogen vegne, forklarer Mikkel Sinding:

»Alle de store DNA-laboratorier sad med ingenting – intet passede. Vi havde bare en masse gamle ulve, der ikke kunne forklare noget som helst.«

Der er ikke altid lige meget ulv tilbage, når forskerne finder et fossil, men permafrosten i Yukon, Canada, har bevaret denne 57.000 år gamle ulveunge. Mikkel Sinding fortæller, at der var fire ulvemumier med i studiet - deriblandt to, som han selv stod for at DNA-sekventere. (Foto: Meachen et al.)

Det, der endelig rykkede på noget, viste sig at være internationalt samarbejde. Det nye studie er nemlig blevet til med hjælp fra 38 institutioner i 16 forskellige lande, der alle sammen har doneret DNA fra ulvefossiler.

Og særligt dette aspekt har kastet rosende ord af sig fra andre forskere, der ikke har været involveret i studiet:

»Det her studie hæver barren for vores viden om, hvordan vi tæmmede hunden og dynamikken blandt ulvepopulationer,« udtalte Elisabetta Cilli, der er professor i palæontologi ved Universitetet i Bologna, til New York Times.

Også lektor i hundegenetik ved Cornell University College, Adam Boyko, er begejstret.

»At have så mange genomer fra oldtidsulve er et kæmpe fremskridt inden for feltet,« fortæller forskeren til samme medie.

Ulvene indtog verden – men forblev (næsten) genetisk uniforme

Studiets helt store konklusion lyder som sagt, at moderne hunde ikke har én ulvestamfader, men to; én, der sandsynligvis stammer fra Centralasien og én, der muligvis stammer fra Mellemøsten.

Det vil sige, at lige præcis Futte både kan nedstamme fra den ene eller dem begge.

Dette har man blandt andet fundet frem til ved at undersøge de 72 kortlagte ulve-genomer, for at se hvilke ulve, der havde mest overlap med generne hos både tidlige og moderne hunde.

Men i den sammenhæng stødte forskerne på noget ganske mærkværdigt:

To tilfældige ulve, der levede nogenlunde samtidigt, mindede genetisk set rigtig meget om hinanden – også selvom de levede i hver deres ende af Eurasien.

»Ulvene har været så ekstremt mobile i den pleistocæne epoke (der startede for cirka 2,6 millioner år siden og løb frem til slutningen af sidste istid, for cirka 11.500 år siden, red.). Ligegyldigt om de er fundet i Spanien eller Yukon i Canada, så ligner ulvene genetisk set hinanden,« forklarer Mikkel Sinding.

Det betød også, at forskerne kunne undersøge to ulve, der var fundet i det samme område, men hvor den ene havde levet 1.000 år efter den anden, og finde langt større genetisk forskellighed end hos to ulve, der levede samtidig, men langt fra hinanden.

Der er dog små afvigelser i genomet, der adskiller ulvepopulationer fra hinanden. Mikkel Sinding nævner særligt to undtagelser fra den genetisk set globale ulveflok:

»Der er noget genetik, der kun foregår i Europa, og noget, der kun foregår i Yukon.«

Hunden opstod måske syd for Sibirien – og i Mellemøsten

Moderne hunde har en fælles forfader, der opstod for mellem 18.000 og 20.000 år siden.

Det ved vi dog kun på baggrund af Futtes og andre moderne hundes genetik.

For vi har ikke fundet nogen tidlige hunde eller ulve, der kan være stamfædre - heller ikke blandt de 72 ulve, der nu er blevet undersøgt.

»Men så kan vi bruge udelukkelsesmetoden og undersøge alle de her ulvegenomer og sige – ja, det er i hvert fald ikke hér, hunden kommer fra,« forklarer Mikkel Sinding.

Studiets konklusion peger i retning af Centralasien, da ulvene i Sibirien havde det genflow, der mindede mest om hundenes.

Til højre: Mellemøsten markeret med mørkegrøn. Til venstre: Centralasien markeret med mørkegrøn, udviddet definition markeret med lysegrøn. (Grafik: TownDown - CC BY-SA 3.0 / Casperti - CC BY-SA 4.0)

Men hér kommer den anden population ind i billedet.

For tidlige afrikanske og mellemøstlige hunde viste sig at dele DNA med en helt anden population; DNA, der mest en dels minder om det, man finder hos nulevende ulve i Mellemøsten.

De nulevende hunderacer, der stammer fra disse tidlige hunde, har stadig en god del af det vestlige ulve-DNA i sig.

Det er dét, der får forskerne til at pege på, at Futte har mindst to stamfædre - den, som forskerne forsigtigt peger på stammer fra Centralasien, og så den, der måske stammer fra Mellemøsten.

Er ulven blevet tæmmet to gange?

Alt dette leder til spørgsmålet: Har mennesket tæmmet ulven to gange?

Ikke nødvendigvis, forklarer Mikkel Sinding.

Det er selvfølgelig en mulighed, men det er også muligt, at hunden er opstået i Centralasien og er blevet fragtet til Mellemøsten.

Her kan den have parret sig med lokale, vilde ulve.

»Folk har foreslået, at ulven er tæmmet uendeligt mange gange, uendeligt mange steder. Men nu har vi i hvert fald noget konkret – vi har mindst to stamfædre,« konstaterer Mikkel Sinding.

Til spørgsmålet om, hvorvidt vi nogensinde finder ud af, hvem Futtes forfædre er, falder svaret fra forskeren prompte:

»Nårh, ja ja. Det ved vi måske allerede om 10 år.«

Indtil da må vi vente i spænding.