Millionpris til KU-forsker for revolutionerende hjerneforskning

7. november blev en af de største nordiske priser i medicin uddelt i Lund til danske professor Maiken Nedergaard, der forsker i hjernen ved Københavns Universitet og University of Rochester.

Hun modtager prisen for sin revolutionerende opdagelse og forskning i hjernens rengøringssystem, det såkaldte glymfatiske system.

Det er det svenske Eric K. Fernströms Stiftelse, der hvert år uddeler prisen til en forsker i Skandinavien, der har bidraget til forskning i medicin. Med prisen følger en million svenske kroner.

Maiken Nedergaard blev udvalgt som årets prismodtager »for sin revolutionerende opdagelse af hjernens eget rengøringssystem, det glymfatiske system. Hendes opdagelse og udforskning af dette har øget forståelsen for, hvordan hjernen ved søvn skaffer sig af med skadelige stoffer og dermed beskytter hjernen sig mod sygdom,« lyder det i stiftelsens begrundelse.

Maiken Nedergaard, der er co-director på Center for Translational Neuromedicine (KU), er taknemmelig for at blive tildelt prisen og den anerkendelse, det er af hendes arbejde.

»Der er ikke nogen tvivl om, at forskning er utrolig vigtig for vores fremtid. Det er så glædeligt, at private mennesker og organisationer investerer i forskning og vil hædre os nørder, der sidder i langtrukne projekter, vi ofte ikke kan se enden på. Så vi er meget glade for det,« fortæller Maiken Nedergaard.

Læs hele pressemeddelelsen fra KU her.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.